Godt Nytår!

Julen er veloverstået. Santa aflagde på vej til den årlige jordomrejse også et besøg på mangaplaneten, og han havde overraskelser med. Der var gaver fra Japan - intet mindre end en god gammeldags LP plade med lydeffekterne til TV anime-udgaven af Tetsuwan Atomu . Jeres mangablogger er ualmindeligt taknemmelig for denne animekuriositet og glæder sig til at sætte nålen i den 12 tommer røde vinyl!



Højtiden skal endvidere markeres med et par amerikanske superhelte, hvilket jo kan synes lidt usædvanligt på en blog for japanske tegneserier. Det drejer sig om Asamiya Kias ”Batman - Child of Dreams”, der, trods titlen, er japansksproget.Så  er der en Spiderman/Peter Parker doijinshi  manga. Sidstnævnte er lettere skudt roen, som den genre jo i bund og grund er. Jeg glæder mig til begge to og vender tilbage til dem på den anden side af det nye år.

Spiderman/Peter Parker

For indeværende år er ved at rinde ud og ”Alle tiders manga” har i den sammenhæng snart 1 års fødselsdag. Det er derfor et godt tidspunkt at lægge planer for det nye år. I 2013 skal vi først og fremmest beskæftige os med en af pionererne indenfor japansk tegneseriekunst. Det handler om none other than Ōshiro Noboru, fra hvis pen magien flød, og det på et tidspunkt, hvor japanske tegneserietegnere endnu ikke blev omtalt som guder, og Japan i øvrigt ikke var i fred med hverken sig selv eller den øvrige verden. Vi skal helt konkret stifte bekendtskab med to af hans værker og lægger ud med Kasei Tanken, en flot og fin science fiction, hvor rumrejsen går til Mars. Efterfølgende går vi tættere på en anden lysende stjerne i Noborus univers nemlig Yukai Tekkōsho, der også balancerer mellem Science Fiction og Fantasy. Fortællingen er i historiens ubarmhjertige klare lys gået hen og blevet lettere kontroversiel, men dette, og meget meget mere vender vi tilbage til i løbet af 2013.
 


 

 

 

 

 

 

Return of the doujinshi manga

I denne måned vender vi tilbage til japanske undergrundsmanga. Det drejer sig om doujinshi manga, som jo kort fortalt er fanbaserede tegneserier.

Hvad snakker vi egentlig om, når vi snakker om doujinshi? Det er et japansk udtryk, så lad os og tage udgangspunkt i selve ordet. I Japan har man 3 skrifttegnsystemer, et af dem er kanji. Doujinshi kan skrives med kanji og består af 3 tegn:

同 : dō　"det samme" eller "ens"

人: jin　menneske/person

誌: shi　blad/ magasin

Tilsammen kan doujin oversættes til klike eller åndsfæller, altså nogen som har noget tilfælles. Doujinshi er således ikke lig med amatørmanga, men refererer til fanzines eller magasiner skrevet og produceret af folk, der har et eller andet subkulturelt fællesskab omkring en eller anden interesse, og det kan så f.eks. være manga.

Leder man efter et udgangspunkt for doujinshi kulturen, så kan man med fordel begynde i 70ernes Japan, hvor den brede befolkning fik adgang til billig offset - og fotokopieringen. Den teknologiske udvikling skabte nye muligheder for, at enhver relativt nemt og billigt kunne producere sine hjemmelavede fanzines. Der var tale om minikomi - i modsætning til massekommunikation, som var rettet mod de brede masser. Individet havde fået et værktøj, slet ikke ulig vore dages sociale medier, f.eks. bloggen, hvor man kunne producere og distribuere manga, som man havde tegnet ved køkkenbordet derhjemme.  Amatørtegneserier gik da også hen og blev et af de helt store minikomi – produkter.

Det er rimeligt at mene, at doujinshi kulturen har pustet nyt liv i den japanske tegneserietradition. Genremæssigt har undergrundskulturen også været nyskabende, og her taler vi om yaoi. Yaoi er en forkortelse for yama nashi ,ochi nashi ,imi nashi ,hvilket i korte træk betyder total mangel på historie og plot. I yaoi manga fokuseres der i stedet på karakterenes følelsesmæssige forhold til hinanden. Endvidere er yaoi manga karakteriseret ved indholdsmæssigt at skildre homoseksuelle forhold mellem mænd.

I starten af 80erne observerede man, at doujinshi miljøet ikke bare producerede originale værker, men også parodier på allerede eksisterende værker. Det er typisk de kendte mainstream manga, som er genstand for tegnernes satiriske - og skarpe pen, men udenlandske film og fantasy universet går heller ikke ram forbi.

Sharon Kinsella har i mange år forsket i japansk popkultur og været tæt på amatørmangaens subkulturelle univers. For Kinsella er yaoi og manga parodii et vindue til, hvordan især unge mænd og kvinder håndterer kønsrollemønstre og svære følelser omkring seksualitet og idenditet. I yaoi manga parodii er det nemlig de maskuline helte, som står for skud. Med en dobbeltbundet humor, som både hylder heltene for deres ikoniske mandighed og tillægger dem en seksuel orientering, der modstrider deres maskulinitet, bliver resultatet både kontroversielt og skævt morsomt på en og samme tid. For når Obi Wan Kanobi fra Stjernekrigen eller Aragorn fra Lord Of The Rings portrætteres som følsomme helte i en homoseksuel rammefortælling tilsat et skud lettere gakket erotik, så bliver figurernes maskuline image ganske simpelt mere skrøbeligt, personernes karaktertræk mere nuancerede og måske mere menneskelige, og det er jo nok en tanke eller to værd.

 

 

 

God (of manga) is in the house

Kunsthal Brænderigården i Viborg danner i dette efterår rammen omkring udstillingen ”God of Manga –  Osamu Tezuka”, og der kan man opleve alle tiders mangamester.Det ville jeg også.

Det var en klar og kølig dag, og jeg havde besluttet mig for at forlade fæstningsbyen og drage til den jyske Kulturhovedstad. Oktobersolen skinnede ned over det midtjyske landskab, der rullede langsomt forbi togets matte ruder, i et Danmark klædt i efterårets smukkeste farver. I eftermiddagens lange skygger var der god tid til at reflektere over målet for rejsen.

Det stod klart for mig, hvorfor man netop i Kunsthal Brænderigården tør binde an med så massiv en urkraft som Osamu Tezuka. Viborg betyder på gammel dansk helligstedet på bakken og var engang Jyllands hovedby og politiske magtcentrum. Det var her troens folk og adelen smykkede byen med fornemme bygninger, der stadigvæk strækker sig mod himlen. Det var også i Viborg, at kongerne færdedes og blev hyldet som rigets øverste.I dag er Viborg en lysende stjerne i det store kulturelle univers, hvor Brænderigården og Viborg Animationsskole blandt andre spiller en væsentlig rolle.Byen har altså format - både historisk og kulturelt.



Når man ankommer til Kunsthallen, ser man omgående, at Tezuka er i huset, forsiden er nemlig beklædt med et stort rødt banner hvor tetsuwan atomu byder velkommen. Vel indenfor i de lyse lokaler bliver man igen mødt af ”Osamu Tezuka” i rød/hvide farver, og turen rundt i Tezukas univers, kan tage sin begyndelse.

På udstillingen kan man konkret opleve kopier af udvalgte originale værker fra Tezukas enorme produktion, hvilket er en fryd for øjet.Jeg er samtidigt i tvivl om, hvad jeg skal synes om, at Tezukas univers og, i det hele taget, tegneserier udstilles og videreformidles som billedkunst hængende på en væg. Den besøgende får dog uanset en unik mulighed for at komme lidt tættere på selve Skabelsen, og dette er en god oplevelse, som Kunsthal Brænderigården skal have tak for.




 



Once upon a time in the East

Osamu Tezuka & Skatteøen

Engang for længe siden var der en ung fyr i Japan, som hed Osamu. Han var glad for tegneserier og tegnede også selv. Osamu startede tidligt, og man kan kun værdsætte, at den unge mand bibeholdte et solidt greb om pennen. Han var nemlig meget dygtigt til at tegne. At han nogle år senere skulle blive mangaplanetens absolutte sværvægter, det tænkte han nok ikke så meget over. Tidspunktet var nemlig 1945, og 17 år gammel glædede Osamu sig blot over, at Japans årelange militære aggression omsider var slut.

手Tezuka professionelle karriere kickstartede i 1946, da en nabo anbefalede ham til en lokal avis- en slags magasin for børn, der havde plads til et par tegneseriespalter, som en rigtig avis jo skal have. Vi må huske på, at der i den krigstrætte nation var mangel på alt, også på det for tegneserieproduktionens så nødvendige papir. Selvom tiderne var barske, så spirede der i ruinerne af krigen alligevel et nyt miljø for tegneserier. Særligt i Osaka området, Osamus hjemmebane, oplevede man en produktion af de såkaldte ”akahon” På dansk ville man sige ”røde bøger”, hvilket refererer til omslagenes  røde kulør. Der var tale om billigt producerede hæfter, trykt på senkashi, som var billigt papir, og derfor ikke underlagt de allieredes styrkers rationeringer.

塚Avisspalterne blev Osamus adgangsbillet til det miljø, hvor de professionelle tegnere færdedes. Samtidigt var de første jobs et udstillingsvindue, som ganske fortjent førte til nye opgaver for andre blade og magasiner. Et af disse var Hello manga, der blev redigeret af Sakai Shichima og med hvem Osamu skulle indgå et givtigt samarbejde med. Sakai var en voksen mand med flere års erfaring indenfor produktion af tegneserie og animation. Han så et potentiale i den unge tegner, hvilket førte til mangaprojektet Shintakarajima – Den ny skatteø. Sakai leverede omridset til historien og de grundlæggende skitser, og så tegnede han jo faktisk  også det superflotte omslag. Osamu stod naturligvis for den grafiske del, og han svingede energisk sin aktionpakkede pen over de nu 190 legendariske sider.

治Shintakarajima blev en bragende succes og fik enorm betydning for Tezuka, og det især på grund af de filmiske karaktertræk i værket. Han arbejdede helt bevidst med teknikker og metoder hentet fra filmens verden, der tilsammen skulle tilvejebringe en anderledes levende læseoplevelse. I den senere mangalitteratur fremhæves især de første par sider, hvor hovedpersonen ræser af sted i en sportsvogn, som et stilmæssigt banebrydende element i moderne manga. Men hvis man for en stund holder op med at læse om Shintakarajima og i stedet giver sig i kast med selve værket, hvad er det så som møder øjet?

虫 I 2009 kom der en superflot og stemningsfuld genudgivelse af den oprindelige version fra 1947. Det er en værre røverhistorie om den raske dreng Pete, som er i besiddelse af et gammelt skattekort, der har været i sin fars varetægt.Allieret med sin fars gamle ven "Kaptajnen"stævner han ud på et begivenhedsrigt, men farefuldt eventyr på jagt efter skatten. Undervejs overfaldes og jages de af pirater, de lider skibbrud, og ryger næsten i den sorte gryde hos lokale kannibaler på Skatteøen. Heldigvis kommer ”Baronen”, en Tarzan – lignende figur dem til undsætning, og på en elefant bliver stormen  redet af.
Det en veloplagt fortælling, hvor skibet er ladet med masser af spænding, skøre optrin, og slapsticket komik.Endvidere er det er tydeligt, at Tezuka trækker på rigtig mange litterære og populærkulturelle referencer, hvilket tilføjer historien en ekstra dimension. Tezukas stil er uden tvivl dynamisk og de højt besungne filmiske kvaliteter kan man sagtens få øje på. Han arbejder med skiftende vinkler, panoreringer og zoom samt fartstriber og masser af lydord. Værket varsler absolut, at der blæser nye vinde.Samtidigt må stregen i Shintakarajima også siges  at være ung - i betydningen prøvende og ufærdig. Værket kridter derfor banen om og fungerer som en vejviser til de historier, der strømmede fra tegnerens stilsikre hånd allerede få år senere.

神Tezuka var i bagspejlet ikke tilfreds med resultatet, hvilket førte til en revision af både manuskriptet og den grafiske side af udgivelsen, som blev udsendt i 1984. En af grundene til revisionen finder man i samarbejdet mellem Sakai og Tezuka, hvor førstnævnte i høj grad dominerede. Sakai bortredigerede 60 af de oprindelige 250 sider, han skrev slutningen om og foretog ændringer i Tezukas konkrete tegnearbejde. Jeres mangablogger synes, at eftertiden har tendens til stille Sakai i et lidet flatterende lys, hvilket ikke er helt fortjent. Man bør også huske på, at han var en erfaren tegneserieskaber, der faktisk tog initiativer og hjalp en ung og talentfuld, men endnu ikke særlig kendt tegnserietegner på vej i den rigtige retning.

様I den senere mangalitteratur står Shintakarajima tilbage som det værk, hvormed Tezuka revolutionerede det japanske tegneseriemedie og kickstartede den moderne mangastil. Tezuka var først og fremmest talentfuld og nyskabende, hvilket Shintakarajima er et smukt bevis på. At værket samtidigt blokerer lidt for udsigten til det tegneseriemiljø og den produktion, der allerede eksisterede i Japan, skal naturligvis ikke ligge Tezuka til last, og heller ikke trække ned i læseoplevelsen af en alle tiders vintage manga!

A fistful of manga

Sommertid er mangatid, og vejrudsigten tegner godt. Jeg har  både en lille stak vintage manga og lige så mange doujinshi liggende, som jeg henover sommeren vil læse og efterfølgende skrive om her på bloggen, og vi skal se nærmere på både dødehavsruller og stentavler. Her får I en beskrivelse af de ældre ting:

 Vi lægger ud med Shintakarajima, tegnet af legendariske Osamu Tezuka. Værket udkom i 1947 og blev hans gennembrud. Med tiden er denne (sø)røverhistorie blevet en klassiker på mangaplaneten, der dog også skygger lidt for andre værker med samme potentiale.

Sommerlæsning

Vi skal stifte bekendtskab med Tanku Tankuro , som er en af de tidlige robotter og superhelteagtige figurer på mangaplaneten. Gajo Sakamoto er manden bag dette veloplagte og fjollede værk, som blev skabt i midten af 1930erne. Det er nemt at se, hvordan Sakamoto har sat sit præg på senere manga.

Vi afslutter med Kasei tanken fra 1940, som er tegnet og skrevet af Noboru Oshiro og Taro Asahi. Det er en charmerende og hammerflot science fiction perle, hvor vi får svar på, om Marsboerne venter besøg fra rummet.

Undergrundsmanga

Komiketto 2011 part 2  

Jeg spekulerede på, hvordan et gigantisk tegneseriemarked som Komiketto forholder sig til den etablerede mangaindustri i Japan? Dette, og mere til, blev jeg klogere på efter en tur omkring Komikettos informationstand, hvor man venligt besvarede alle slags spørgsmål, og uddelte informationsmateriale.

Man afviser ikke den kommercielle forlagsverden, som også har sit eget hjørne i Tokyo Big Sight. Men Komiketto ønsker først og fremmest at yde støtte og support til undergrunden, uden så megen hensyntagen til eventuelle brancherelaterede interesser, og det en praksis man kun kan hilse velkommen. Samtidigt er det uafhængige marked for amatørtegneserier, som sådan, stort allerede. En populær mangacirkel kan sagtens sælge mange tusinde doujinshi manga, fortæller de venlige medarbejdere i informationen.

Undergrundsmanga

Man kan imidlertid glæde sig over, at Komikettos ideologiske bagdør har en kattelem, som åbner op for spændende muligheder på tværs af kunstneriske og kommercielle dispositioner.  I informationen fortæller man nemlig, at Komiketto ikke blot er de glade, og ved selvsyn meget dygtige, amatørtegneres markedsplads, men også rummer en legeplads for professionelle tegneserieskabere. Nogle tegnere kickstarter deres karriere på Komiketto, og talentfulde tegnere, som forlader undergrunden til fordel for en professionel karriere, er velkomne tilbage, så længe at de repræsenterer sig selv – og ikke en kommerciel udgiver. Dette betyder, at de professionelle mangategnere kan bruge Komiketto til at afsætte og udbrede værker som måske ikke opfylder de krav og forventninger, den kommercielle forlagsverden kunne have til en given tegners produktion. Dette skaber med andre ord mulighed for, på Komiketto, at investere i special editions, og udgivelser med et begrænset oplag.

Efter en hektisk eftermiddag er sanserne herligt sønderbombede af mange indtryk, som det tager tid at få filtreret og fordøjet. Er Komiketto så nørdernes glade gensynsfest, mangaens mekka, eller springbrættet til berømmelse og rigdom? Måske ligger svaret et sted i gråzonen. Der er ingen tvivl om at enhver mangafan, mindst en gang i livet, bør foretage en rejse til Komiketto, for det er en stor og god oplevelse. Jeg faldt selv over en fin lille Science Fiction doujinshi i tre dele, som jeg, efter længere tids forsøg på at finde standen igen, omgående købte. Og oplevelsen af netop at finde nålen i den kæmpemæssige høstak, at stå overfor selve Skaberen og købe hans produkt, er rigtig god.

Et er sikkert, at Komiketto er det japanske tegneserieunivers store kosmiske benzinstation, hvor ildsjæle fra undergrunden samles for at tanke op og brænde igennem. Det er her stjerner fødes, og amatører mødes, igen, for i fællesskab at skinne og lyse for den søgende på rejsen gennem den populærkulturelle nat.

Næste gang vi ses, går vi om bord i et af mangaplanetens allerhelligste skrifter. Vi ses!

Pilgrimsfærd

Komiketto 2011 part 1

2011 var et begivenhedsrigt år for jeres mangablogger, og det blev rundet af med et kæmpe nytårsbrag, der stadig vibrerer i øregangene. Det drejer sig om Komiketto, som er en tilbagevendende begivenhed i Tokyo, hvor manga - og fanzinefolket for alvor sætter hinanden stævne. Kort fortalt drejer det sig om et meget stort tegneseriemarked, skabt og defineret af fans, hvor mangategnere, producenter og fans samles omkring deres fælles interesse for hjemmeproducerede manga.

Nu var det så blevet december måned, Komiketto stod for døren, og jeg var i Tokyo igen, så hvorfor ikke gribe chancen og springe på toget, for ved selvsyn at opleve et af mangaplanetens helligsteder?

Komikettos historie åbner de indre døre og stemmer sindet i deltagerne, allerede inden man er nået frem til målet.  Det er en fortælling, der tager sin spæde begyndelse midt i 70erne, hvor mangafans var frustrerede over det på den tid eksisterende tegneseriemiljø. Nogle af årsagerne var, at man savnede et friere og mere eksperimenterende forum for mangategnere. Man manglede et sted, hvor man kunne dele sine hjemmeproducerede doujinshi, ikke bare tegneserier, men også andre fanzines. En gruppe mangafans lod det ikke blive ved snakken, men gik sammen under navnet Meikyuu. Meikyuu, som kan oversættes til ”Labyrint”, søsatte et magasin, hvor man anmeldte doujinshi manga og organiserede en event, hvor mangategnere - og udgivere kunne mødes. Mangategnere er ofte organiseret i ”cirkler”, som er en slags interessegrupper, hvor medlemmerne hjælper hinanden. Det allerførste mangamarked var vært for 35 mangacirkler og tiltrak 700 besøgende. I dag, mere end 35 år senere, er der tale om et konvent, som tiltrækker op til en halv million besøgende på bare tre dage, og hvor mere end 30.000 cirkler deltager, hvilket ikke kan undgå at gøre et stærkt indtryk.

Vel fremme ved Kokusai Tenjijo stationen kræver et arrangement af Komikettos størrelse et vist niveau af autoritær ledelse i uniform. Ikke for at dæmme op for trafikalt kaos, men for at tæmme den kæmpemæssige menneskebølge, hvorpå man venligt men bestemt bliver surfet op til Tokyo International Exhibition Center, som er de fysiske rammer om Komiketto. Centeret kaldes til daglig for Tokyo Big Sight, og det er et meget stor kompleks, perfekt til store konferencer og arrangementer, der kræver plads, men også lige lovligt strømlinet og meget lidt sprælsk.

I dagene op til Komiketto opfordrede de hårdtprøvede Komiketto veteraner i min familie mig gentagne gange til at overveje, hvad jeg gerne ville se eller købe inden ankomst til Tokyo Big Sight. Dette forstod jeg ikke 100 %, før vi stod i orkanens øje. Når man bevæger sig igennem de 90 x 90 meter store haller, så rammes man nemlig eftertrykkeligt, men ikke uvenligt, af forundringens hårdtslående boksehandske. De kilometervis af stande, hvor der handles og udstilles doujinshi manga af alle slags, virker overvældende og uoverskuelige. Det kan derfor være svært at beslutte sig til, hvor man skal begynde, og overhovedet se, hvordan man skal blive færdig inden lukketid, og come on, hvem har nu flyttet udgangen?

Down the Otaku Road

Det var en kølig eftermiddag i december måned, da min ledsagerske og jeg tog til Den Den Town i Osaka.  Den Den Town har i mange år været kraftcenter for handel med alle mulige former for elektronik. For nogle år siden åbnede der sig imidlertid en verden af butikker, hvor indholdet på hylderne ikke længere var elektronik, men fantastik. Tilsyneladende var det en boomende interesse for figurer og samlesæt, som blev kimen til en ny begyndelse for Den Den Town. I 00erne slog Mandarake og Animeto og andre specialbutikker sig ned i området, og med tiden er Nipponbashi, bydelens borgerlige navn, blevet valfartssted for både otakuer og elektronikflippere – og for dem der står og mangler en ny riskoger.

Den Den Town

 Man fornemmer hurtigt, at det strømførende element i Den Den Town er otakukulturen. Og bydelen er virkelig en stemningsfuld oase, hvor en ørkentræt beduin gerne vander sine populærkulturelle kameler. Her trives den gamle skoles elektronikbutikker side om side med moderne popkultur. Markedet er stærkt repræsenteret i form af butikker i flere etager, hvor sanserne lader sig bestorme af alt det bedste, som Japans populærkultur har at byde på. I sidegaderne står stuepige personalet fra de såkaldte maidcafeer og konkurrerer om de forbipasserendes opmærksomhed, og højt hævet over det hele, i universets centrum, finder man den mange meter høje Gundam figur, som vogter over den elektriske bys indvånere.

På vores vej gennem Nipponbashi denne lørdag blev vi, i godt selskab, guidet rundt af noget familie, som er aktive i mangamiljøet omkring Den Den Town. De fortalte, at det var en rolig dag med forholdsvist få kunder i butikkerne, og det var der en særlig grund til. Man sparede nemlig sine penge til Komiketto to uger senere i Tokyo. Komiketto er vel fanzinekulturens svar på Woodstock festivalen. Det er en halvårlig tilbagevendende begivenhed, hvor især mangafolket sætter hinanden stævne og gør det eftertrykkeligt med op til en halv million deltagere henover 3 dage. Næste stop down the Otaku Road skulle blive Komiketto…

Manga i Tokyo

”Sidder i toget mod Ikebukuro på vej til Akihabara, som efter sigende skulle være reservat for manga og anime fans. Vi får se…”, noterede jeg mig 2. juledag 2011.

Jeg havde besluttet mig for at udforske et lille hjørne af mangakulturen i Tokyo, og første stop var Akihabara. Akihabara har i mange år været centrum for handel med alle mulige former for elektronik, og by- delen er da også bedre kendt som Akihabara Denkigai. Det er en tradition, som går helt tilbage til tiden efter 2. verdenskrig, hvor der opstod et tilsyneladende sort marked for især radioer. Genopbygningen af Japan satte gang i den samfundsøkonomiske vækst, hvilket i løbet af 50erne og 60erne skabte en bedre levestandard hos den brede befolkning. Denne udvikling kunne blandt andet mærkes og måles i en stigende efterspørgsel på alle mulige elektriske produkter. Typisk kunne det være husholdningsmaskiner, tv - og radioapparater eller anden elektronik, der gjorde dagligdagen nemmere eller sjovere. Den teknologiske udvikling har således altid præget Akihabaras elektroniske jagtmarker. I 80erne dukkede videospillene op, i 90erne flyttede handlen med hard– og software også ind i området, og i slipstrømmen fulgte computerspil og anden populærkultur. Med tiden er Akihabara så gået hen og blevet et sted, hvor elektronikflippere og computernørder samt manga– og animefans synes at færdes i fredelig sameksistens.

Business as usual i Akihabara

Når man ankommer til Akihabara, er der mange muligheder, og tegneserieentusiaster kan passende starte i Mandarake og K–books. Begge er butikskæder med meget store udvalg i både manga, anime og anden fiktion

Mit første stop er K-books, som rummer to etager. På 1. etage har butikken et meget stort udvalg af manga, hvor danske fans ganske givet vil kunne nikke genkendende til mange af dem. Bevæger man sig opad til 2. etage, finder man afdelingen for doujinshi. Doujinshi manga er kort fortalt fanbaserede tegneserier, ofte produceret af amatører uden et forlag eller professionelle udgivere i ryggen. Mange, men bestemt ikke alle doujinshi tegnere, anvender seksualitet og pornografi som satirisk virkemiddel, og det kan resultere i både grænsesøgende og kontroversielle striber. Kan indholdet blive trættende i længden, fordi det kontroversielle stivner i konformitet, og provokationen bliver til kalkuleret markedsstrategi, så hersker der, mellem hylderne i K–books, ingen tvivl om tegnernes talent, men vi er jo også i Japan.

K-books

Et ninja-stjernekast fra K-books ligger konkurrenten Mandarake, hvor butikkens 7 etager borger for tårnhøj otakufaktor. Ved indgangen finder man købsafdelingen, hvor de lokale mangalæsere kan sælge eller bytte deres blade. Går man helt ind igennem porten til Mandarake og påbegynder sin rejse opad mod lyset, så åbenbares der i sandhed et levende slot. Tonsvis af anime, film og videospil samt alle mulige tænkelige slags merchandise byder sig til. Der er metervis af manga - både doujinshi og almindelige udgivelser, også meget sjældne og gamle ting. Evigt unge Atom Boy og andre klassiske figurer fra det japanske Sci Fi og fantasy univers står vagt om nostalgien. Her er montrene og hylderne befolket af gamle Gojirafigurer, Kamen Rider memorialer fra 1970erne og vintagerobotter i alle afskygninger. Og her mødes amerikanske superhelte og frihedskæmpere fra fjerne galakser med udsendinge fra mangaplaneten Japan og giver hånd i gensidig respekt og anerkendelse.

Mandarake

Både Mandarake og K–books er popkulturelle labyrinter, hvor man meget gerne farer vild. Samtidig er butikkerne heller ikke bare nørdens eller samlerens glade paradis, de er også benhårde forretninger. Det er forbudt at fotografere de udstillede varer. Endvidere er alt læsestof lukket inde i plasticfilm, hvilket man som køber naturligvis ikke skal være ked af, men det levner heller ikke megen plads for nysgerrigt at kigge indenfor, før man beslutter sig for at købe. Og specielt Mandarake virker som stedet, hvor du kan få alt, hvis du er parat til at betale prisen, og det kan være mange hundrede eller tusinde kroner for en enkel figur eller tegneserie.

Næste gang går turen til Osaka og Den Den Town.

Velkommen til Alle tiders manga!

Velkommen til min blog, som handler om manga og japansk tegneseriekultur. Udgangspunktet er min interesse for japanske tegneserier. Jeg læser manga, men jeg læser også om manga, for jeg er nemlig nysgerrig. Jeg vil vide noget om moderne japansk tegnseriekultur og om mangaens historie, mv. Derfor vil jeg fremover skrive om alle mulige sider af den japanske mangakultur, og du er velkommen til at læse med.