søndag den 1. januar 2023

The end is important in all things

Ordene, her i William Scott Wilsons oversættelse, er Yamamoto Tsunemotos, der var samurai og levede i Japan i Togukawaperioden.

Det er 1. januar 2023 og vi har sagt goddag til et nyt år. Det er derfor også et passende tidspunkt at gå nye eller andre veje. Januar er altid en speciel måned på Mangaplaneten, det var jo på dette tidspunkt, at jeg, for snart 11 år siden, satte mig ned og skrev den første blogpost om en af mine største interesser.

Men tiden er kommet til sige tak for denne gang. Alle tiders manga eller Mangaplaneten, som bloggen med tiden jo kom til at hedde, er nået til vejs ende og stopper, når vi lander ved det sidste punktum i nærværende tekst. Imodsætning til blogaktiviteterne kan jeg på ingen måde forstille mig, at jeg stopper med at læse japanske tegneserier. Manga er og bliver for mig mere end kærlighed til selve genren og tegneseriemediet. Det japanske tegneserieunivers vedbliver med at være en kilde til inspiration og livsreflektion over alle sider af min tilværelse, og det værner jeg meget om. Jeg kan også godt forestille mig, at jeg begynder at skrive om manga igen, og det vil så blive et andet sted end her.

Jeg vil gerne runde af med at sige tak til dig, fordi du læste med hele vejen eller kiggede forbi ved lejlighed. 

Ok? Godt nok, så vil jeg gå ud i det nye år, og se hvad det bringer.