I am Iron Man

Det Herrens år 1944 varslede omsider begyndelsen på enden for de krigsførende magter.

Tyskland ikke bare håbede på et mirakel. Okkulte nazister forsøgte helt konkret at hidkalde mørke kræfter fra det hinsides. Dette stykke tegneseriehistorie er godt beskrevet af Mike Mignola og John Byrne i  Hell Boy: Ondskabens Frø, som jeres mangablogger varmt vil anbefale.

Ligeledes arbejdede Japan, desperat, på at vende krigslykken ved at skabe et supervåben - en gigantisk robot. Det lykkedes imidlertid den amerikanske efterretningstjeneste i tide at afsløre projektet og, ikke mindst,at lokalisere den ø, hvor et hold specialister, ledet af en professor ved navn Kaneda, arbejdede på konstruktionen af robotten. Deres hovedkvarter og base blev efterfølgende (i juli måned 1944) udsat for et massivt angreb, hvor 50 B24 flyvemaskiner tæppebombede øen, og teamet bag Kaneda måtte sande, at deres arbejde og indsats endte med at være til ingen verdens nytte.

Men drømme kan man jo ikke skyde i grus og i skyggen af projektets rygende ruiner lover Kaneda og hans assistent, videnskabsmanden Shikishima, at de vil være tro mod deres mål. Der går ti år før de indfrier deres løfte til hinanden, men da har de også skabt den uovervindelige robot Tetsujin 28 Go.

Det er safe at sige, at selvom historien om robotten udspringer af krig og ufred, så blev den aldrig det supervåben, som det oprindeligt var meningen. I stedet bruges Tetsujin 28 Go i dag til at bekæmpe kriminalitet og sikre freden.

Og det er begyndelsen på et alle tiders mangaunivers, hvor robotten er den futuristiske søjle, hvorom alting drejer, og den er skabt af ingen ringere end Mitsuteru Yokoyama, og ham er vi slet ikke færdig med her på planeten!

 

                                 鉄人28号!

 

 

 

Mangamandag # 2

"I am writing this under an appreciable mental stress, since tonight I shall be no more..."

Jeres mangablogger er opfyldt med en anden stemning, mere lys og optimistisk, end den navnløse fortæller i H. P. Lovecrafts skrækkelige, gode novelle Dagon, som ovenstående linjer stammer fra.

Mangaplaneten står i smuk kølig efterårspragt så typisk for årstiden, når den er bedst. Man kan med ro i sindet og god samvittighed trække indenfor i varmen og nyde oktobers klare sollys ved vinduet bænket med en god japansk tegneserier.

Junji Itos horrormanga Uzumaki skal nemlig ikke læses i mørket under fuldmånen eller med tågen bankende ildevarslende på ruden, men på en helt almindelig eftermiddag. Og det fordi, hos Ito lurer  galskaben og skrækken under normalitetens tynde fernis.

Hovedpersonen i Uzumaki er teenageren Kirie Goshima, og det hendes fortælling om sælsomme begivenheder, der engang fandt sted i hjembyen,Kurouzu - cho, som læseren lægger øre til.

Men det er Kiries ven og tidligere skolekammerat Shuichi, som åbner døren til mørket. Den unge mand er utilpas. Han hader byen, som er ved at gøre ham skør. Og man forstår ham, og man mærker klaustrofobien allerede på de første sider. Byen ligger nemlig indespærret mellem mørke bjerge og en dyster kyst, hvor et sort fyrtårn kaster lange skygger over byen og i de ulykkelige skæbner, der bebor Itos kuldslåede univers...

Det tegner slet ikke godt, og historien er på mere end 600 sider.

I ønskes en rigtig uhyggelig eftermiddag med en god japansk gysermanga.

Mangamandag # 1

Mandag på Mangaplaneten og på programmet er endnu en  episode i fortællingen om den unge detektiv Kaneda Shōtarō og den rå og blå robot Tetsujin 28go.

 Hvis det giver mening, at en urkraft kan være futuristisk, så må det forholde sig sådan med Tetsujin 28go. Det er den rene mekaniske energiudladning, der kommer til udtryk med en styrke så destruktiv, at man som læser nemt glemmer, at robotten er fjernstyret og teknisk set slet ikke så udviklet, som flere af kollegaerne i det japanske robotunivers.

Men jeg er kommet til afsnittet om Chōningen Kerī. En, i virkeligheden, trist historie, der udfolder sig som en mordgåde, hvis motiv er god gammeldags hævn.

Aktionpakket og hæsblæsende sejt ruller opklaringsarbejdet sig ud for øjnene af læseren. Især er jeg glad for det tilbagevendende ravage der skabes når robotterner tørner sammen og f.eks hiver granvoksne træer op med rode, som var det tændstikker, og banker løs på karosseriet.

 Og så naturligvis Chōningen Kerī - Supermennesket Kerry,udstyret med en skæbne, der giver mindelser om monsteret i Mary Shelleys Frankenstein, hvis overmenneskelige kræfter og ustyrlige raseri er suverænt beskrevet.



 Nå, god eftermiddag  med masser af mangalæsning til Jer!

Brev fra Mangaplaneten

Det er fint sensommervejr på Mangaplaneten i dag. Passende til en opdatering og en hilsen. Siden sidst er tiden blandt andet gået med at flytte til et nyt og bedre domicil.

 Den manøvre omfattede naturligvis også japanske tegneserier, der skulle pakkes ned og op igen. Jeg har fået et større overblik over hvad der faktisk gemmer sig på hylderne. Og der er flere ting, også ulæste, som jeg lykkeligt havde glemt alt om.

Op til overfladen dukkede to af Tezuka Osamus ikoniske banditter. Den ene er Black Jack, mangamesterens læge med den karakteristisk sinistre fremtoning. Pennen er ført Yamamoto Kenji - ikke af Tezuka. Den anden Tetsuwan Atomu eller Astro Boy, som ikke behøver nogen videre introduktion. Her er der ligeledes tale om en nyere produktion, da det er Akira Himekawa, der både tegner og fortæller.

Af andre nyere ting fandt jeg Fullmetal Alchemist af Hiromu Arakawa. Dertil kommer plus/minus de første ti Narutobøger. Begge er kendte og populære manga, som tiltrækker nok især yngre tegnseriefans. Jeg har selv haft glæde af især Fullmetal Alchemist, omend det slet ikke er den type manga, som jeg finder mest spændende. Samtidigt synes jeg, at det er godt at læse bredt  - og meget naturligvis.

Sommeren tilvejebragte naturligvis også et par nyanskaffelser, direkte med bud fra Japan. Det drejer sig igen om Tetsuwan Atomu - denne gang den rigtige ting, da det er Tezuka ham selv, der har tegnet og skrevet.

 Kronen på værket var Uzumaki af Junji Ito. Jeg har i længere tid ønsket at læse noget Ito, og benævnte værk opfylder  med dets 648 sider  - i hardcover alle de ønsker man, sådan til dels, kan ønske sig af en japansk horrormanga.


 Så jeg synes  egentligt, at der er lagt i den populærkulturelle kakkelovn til det kommende efterår.

 

Hvad skal du mon læse de næste måneder?

"My job is to fill a void in your heart"

På mit skrivebord ligger der to  meget forskellige japanske tegneserier,(der ligger faktisk mere end to), som begge har Fujiko Fujio A tilfælles.

Fujiko Fujio A er uden tvivl en af Japans heavyweight mangategnere og nok især kendt for samarbejdet med Fujiko F, der resulterede i Doraemon, som jo er en kær gæst på Mangaplaneten.

Selvom det står sort på hvidt, kan det alligevel være svært at forstå, at det er den samme hånd der har ført pennen i skabelsesprocessen af to meget forskellige mangauniverser. Samtidigt er det jo heller ikke usædvanligt at visse tegneserietegnere spænder vidt og bredt, her tænker jeg lige umiddelbart på Jean Giraud.

Men den ene er den gakkede horrormanga Kaibutsukun, og den anden er The Salesman Returns.

Sidstnævnte er et mørkt rum kun oplyst af en nøgen pære,hvor der ikke er rart at være, hvis altså man åbner døren og træder ind. Vi har lukket døren bag os nu.

Hovedpersonen er sælgeren Moguro Fukozou aka Warau Salesman - den grinende sælger. Distingveret, storsmilende og høflig. Han støtter dig i at nå dine mål, og giver velvilligt råd og vejledning til, hvordan du kan få opfyldt dine inderste ønsker.Han giver dine hedeste drømme en hjælpende hånd. Men det er ikke nødvendigvis gratis eller omkostningsfrit at handle med den grinende sælger.

The Salesman Returns rummer otte fortællinger som er en sorthumoristiske rundrejse i folks drømme og lidenskaber, også de forbudte og socialt og menneskeligt anskuet uacceptable af slagsens. Og den grinende sælger optræder i en sær dobbeltrolle, hvor han  skubber sine kunder mod afgrunden, der venter under begæret og de stærke og ukontrollerbare drifter og samtidigt advarer mod at give sig i længslernes vold.

Værket efterlader læseren, i hvert tilfælde undertegnede, med en svært definerbar følelse af ubehag, der ikke rigtigt vil gå væk, men også med et budskab i mellem linjerne om, at begær efter mere kan  blive et altopslugende umætteligt sort hul, der ikke levner roen i nærværet og øjeblikkets selvopfyldelse nogen chancer.

Hvor f.eks Doraemon er en manga, som henvender sig til børn i alle aldre, så er Moguru Fukozous univers så absolut en tegneserier for den voksne læser.Og med dette grumt eftertænksomme værk, som man ikke sådan lige bliver færdigt med, vil jeg ønske jer en fortsat god påske med masser af mangalæsning!

År 4

Alle tiders manga! ønsker jer velkommen tilbage på bloggen efter et veloverstået spring ind i 2015.

På Mangaplaneten er vi godt i gang med år 4, og hvorfor ikke fejre januars tilbagekomst med besøg af en gammel ven fra fremtiden?

Det drejer sig naturligvis om den blå robotkat Doraemon. Faste læsere af bloggen kunne første gang stifte bekendtskab med den charmerende robot i februar måned 2013, hvor han blev grundigt introduceret.

Ganske kort, så er omdrejningspunktet i Doraemon - universet venskabet mellem drengen Nobita og så robotten itself.

Jeg har læst Doraemon - Kowai Hanashi, hvilket kan oversættes til "skræmmende fortællinger", og titlen lyver ikke. Der er tale om skræk og uhygge, og vi kommer godt omkring. Tag med på en gakket hårrejsende rejse til det hjemsøgte slot i Tyskland, hvor Nobitas familie for en stund flytter ind. Og vær beredt når jorden måske bliver truet med den totale ødelæggelse.

Kowai Hanashi er gruopvækkende og naturligvis på den fjollede måde, men flere steder, må man som læser godt tillade sig at dykke ned under overfladen, og gerne så dybt at lyset viger for mørket og desorienteringen.

 I historien Ningen Seizouki, som jeg vælger at oversætte til"Menneskemaskinen", løber det koldt ned af ryggen, når Nobita finder og læser opskriften på hvordan man fremstiller et menneske og efterfølgende, på trods af alle advarsler, går i gang med et skabelsesprojekt, der eskalerer hinsides al kontrol.

Ligeledes i The Dokusai Switch, der i min bog er den stærkeste fortælling i denne omgang, rumsterer historien, som et forstyrrende element i baghovedet længe efter, at man har lagt tegneserien til side. Nobita er igen ulykkelig pga. sin onde ånd Giganten, en ældre dreng, der altid mobber og slår, og Nobita ønsker et øjeblik, at han kunne får sin plageånd til at forsvinde.

Doraemon introducerer derfor Nobita til et af sine futuristiske hjælpemidler, her et lille apparat, der med et tryk på en knap kan få levende væsner til at forsvinde. Det elektroniske hjælpemiddel, fortæller Doraemon, blev i fremtiden fremstillet til en diktator, der således kunne få uønskede personer til at forsvinde, ikke fra jordens overflade, men også fra alles hukommelse, og det er vel det mest uhyggelige.

Men er den lille dreng parat til at bruge kræfterne og magten i The Dokusai Switch - og hvilke konsekvenser kan det få, selv når det gælder om at få en led plageånd til at forsvinde? Ja det er nemlig et godt spørgsmål og vel nok en overvejelse værd.




   ドラえもん!