onsdag den 1. januar 2014

Godt Nytår!


2013 lukkede og slukkede med et brag, hvilket også betyder at Alle tiders manga kan fejre to års fødselsdag. Det har været endnu et godt år på Mangaplaneten. Det forgangne år gav undervejs flere besøgende end forventet, hvilket jeg naturligvis kun kan være glad for.
Som nævnt andetsteds, så synes jeg ikke blogformatet er så egnet til længere og dyberegående tekster, hvorfor posterne på nærværende blog må opfattes som indspark, der forhåbentligt kan få læseren til nysgerrigt at kaste sig over de omtalte tegneserier.

Billedmaterialet har været sparsomt, hvilket er noget, jeg vil bestræbe mig på at rette op på i det kommende år. For jeg satser meget på at bloggen har en fremtid, og det betyder blot, at jeg fra starten ikke har haft andre intentioner med nærværende blog end at dyrke min hobby, som er at læse japanske tegneserier og skrive om dem efterfølgende.

Jeg glæder mig uden tvivl rigtig meget til indeværende år og synes faktisk, at det er et spændende program, om vi så når det hele – ja, det må tiden vise.
Indledningsvis så var Julemanden i den grad forbi Mangaplanten, og der var flotte gaver. Det drejer sig om Tetsujin 28-gō af none other than Yokoyama Mitsuteru, og jeg  ser frem til det første af de 10 album, som venter på reolen.

Så kunne man næsten ikke ønske sig mere i december, men minsandten om ikke, der var en pakke mere under træet. Som den store overraskelse lå nemlig The Returning Salesman af Fujiko Fujio A, som vi på en måde har beskæftiget os med tidligere på året, omend det ikke er så synligt, da historien bag kunstnernavnet er lettere krøllet, men det vender vi tilbage til i det kommende år.
I 2014 regner jeg med omsider at få læst Tanku Tankurō af Sakamoto Gajō. Tanku Tankorō udkom første gang i 1934 og umiddelbart kan man vel godt mene, at han er gået hen og blevet den første af mange robotter i det japanske tegneserieunivers.

Vi  skal kigge ind hos en anden mellemkrigstidmangategner, og det er  Suihō Tagawa, der med universet omkring hunden Norakuro har skrevet sig ind i den japanske mangas sprælske historie.

Efterfølgende  skal vi med tidsmaskinen tilbage til før Yokoyama Mitsuteru, Ōshiro Noburo, ja før The God of Manga Osamu Tezuka, for der var nemlig et før, selvom det kan være svært for mange at tro på. Jeg er, med andre ord, spændt på at stifte bekendtskab med Katsuishi Kabashima og hans Sho- chan no Bōken, som de heldige japanere kunne læse i 1920ernes første år.
Intet mangaår uden Tezuka alligevel, så inden året er omme, har jeg forhåbentlig også læst storværket Adorufu ni tsugu.

Nedenstående er et lille stemningsbillede fra min reol, hvor Daruma står vagt om de gode historier.



 
 


Godt nytår med gamle manga!