Tetsuwan Atomu, Mighty Atom eller Astro Boy, som han kom til at hedde på engelsk må ubetinget være den japanske tegneserieskaber Osamu Tezukas allerstørste succes. Siden begyndelsen, tilbage i 1950erne, har robotten næsten været symbol på manga som genre og varemærke for Tezuka hamselv, naturligvis.
Grundfortællingen om den lille charmerende robotdreng, androiden, med de store tillidsvækkende øjne og den dynamiske fremtoning er ikke en godnathistorie for børn ej heller deres forældre, men nu skal jeg alligevel fortælle hvorfor.
Vi skal tilbage til i fremtiden, nærmere bestemt 2003. Her møder vi Umataro Tenma - Dr. Tenma en autoritet indenfor robotteknologien og leder af Ministeriet for videnskab i Japan. Privat er han gift og har en lille søn, Tobio. En dag banker tragedien på døren, da Tobio bliver involveret i et særdeles voldsomt beskrevet trafikuheld, hvor han dør på stedet.
Katastrofen er total - forældre der mister et barn og så til noget så banalt som et trafikuheld. Lynet slår imidlertid ned for anden gang, men denne gang rammer det den sønderknuste far. Han vil skabe en robot, en dreng, skabt i billedet af den nu afdøde Tobio. Og fordi Dr. Tenma i kraft af sin position har adgang til midler og resurser, skrider han omgående fra tanke til handling.
Robotten blive, som et teknologisk skabelsesværk, en ubetinget succes, og da den via en computer bliver vakt til live mødes den af Dr. Tenmas altomfavnende og ubetingede kærlighed. Omgående går han i gang med, ihærdigt, at træne robotten, maskinen, til en tilværelse som menneske. I lang tid synes dette at ville lykkes.Men Dr. Tenma har mistet mere end sin søn til trafikulykken. Han har også mistet forstanden.
Med tiden går det op for ham, at robotten, androiden Tobio, aldrig nogen sinde vil udvikle sig som et fysisk væsen af kød og blod. Han indser at den aldrig vil blive andet et end et fastfrossent øjebliksbillede. Han forstår pludselig at han med skabelsen af Tobio har bygget et højteknologisk fængsel hvor videnskabsmandens bristede drømme og knusende sorg over tabet af sønnen for altid vil være indespærret.
Med tiden går det op for ham, at robotten, androiden Tobio, aldrig nogen sinde vil udvikle sig som et fysisk væsen af kød og blod. Han indser at den aldrig vil blive andet et end et fastfrossent øjebliksbillede. Han forstår pludselig at han med skabelsen af Tobio har bygget et højteknologisk fængsel hvor videnskabsmandens bristede drømme og knusende sorg over tabet af sønnen for altid vil være indespærret.
I menneskebarnet Tobios tragiske død og androiden Tobios tilblivelse skabes der en både smuk og barsk fortælling om mennesket, som det bevidste dyr, der ved at livet slutter en dag, men bare ikke, hvornår det sker. Og med Tezukas beskrivelse af både teknologiens og livets begrænsning tilbydes læseren en indsigt i, hvad der gør os til mennesker. Vi fødes, vokser og udvikler os. Vi formes af tiden - og med tiden, både fysisk og mentalt.Vi ældes og forfalder indtil den dag, hvor vi igen står ved eksistensens grænse. Den grænse som vi for anden gang og sidste gang skal krydse, dog godt nok et andet sted, end da vi kom.Til livet.
