søndag den 9. juli 2017

Barndommens land

 Tamburinmandens fader Bob Dylan synger i en af sine sange om, at hvis man er ked af det og ensom, så skal man huske på at døden ikke er afslutningen. Heller ikke når byerne står i flammer og menneskekødet brænder, må man glemme, at døden ikke er det endegyldige punktum.

Death is not the end. Det handler om Jiro Taniguchi, der gik bort tidligere på året. Hvad gør en mangaflipper så? Han eller hun brygger en kop stærk, sort kaffe, tager en smøg, (på Mangaplaneten siger vi, at  man ikke behøver at tænde den), og giver sig i kast med Taniguchis bagkatalog.

Mit første møde med Taniguchi var Arukuhito, der på dansk vist hedder Manden der går tur. Jeg fandt den i en Book Off i Osaka for snart tre år siden, men fik den desværre aldrig læst, mens tegneren var i live. Nu kan jeg så passende gå igang med dette og flere andre af hans værker. Et andet af dem er det, der på dansk hedder Min fars dagbog, og der begynder vi.

Det en stemningsfuld  fortælling, der foregår i nutiden, men med tilbageblik i 1950'ernes Japan, hvor livet og dagligdagen er vendt tilbage til japanerne i tiden efter 2. Verdenskrig. Stregen er klar og enkel og handlingsforløbet udvikler sig i et roligt fremadskridende tempo, der vel nærmest er et varemærke for Taniguchi.

Hovedpersonen er Yoichi, en gift mand i sin bedste alder, der lever et travlt arbejdsliv i storbyen. Vi kommer ind i handlingen på det tidspunkt, hvor hans far netop er død, hvilket kræver, at han må foretage en rejse tilbage til sin barndomsby for at deltage i begravelsen og de højtideligheder, der nu knytter sig til en sådan begivenhed. Men der stikker noget under. Yoichi har siden drengeårene været vred på sin far, og den følelse ligger så dybt begravet i sønnen, at han end ikke ønsker at forsones med det fædrene ophav selv efter døden.

Overtalt af hustruen tager hovedpersonen dog modvilligt afsted og forenes inden længe med den øvrige familie, der sammen skal våge over den døde på natten før begravelsen. Her møder Yoichi  sin søster og gamle onkel, der er ikke bare er alkoholiseret, men også en varm, omsorgsfuld mand, som tog sig af Yoichi i drengeårene. Mødet bliver starten på en lang aften og en lang samtale om Yoichis barndom og opvækst. Som onklens fortælling skrider frem, skrider Yoichis egen opfattelse af  sin far, en opfattelse, som han har bygget sine minder op på.

Gradvist udfolder der sig en rørende fortælling om at fare vild i følelsernes labyrint bag erindringens spejl for til sidst, måske, at finde - og blive sig selv. Det er også en opbyggelig historie om at imødekomme sin fortid og konfrontere de hændelser og oplevelser, der har voldt smerte.Og ikke mindst at turde se og erkende, at årsagerne til problemerne måske også skal søges et sted dybt i ens egen handlen og ageren.


Her på falderebet tænker jeg lidt, at hvis Min fars dagbog var en spillefilm, skulle det være en ægte helaftensfilm med en 15 minutters pause lagt in efter de første 90 minutter. Den skulle være i sort/hvid og skulle vises i et stemningsfuldt biografteater bygget i 50'erne, hvor man også kunne se Akira Kurosawas De Syv Samuraier i en af de øvrige sale.






torsdag den 11. maj 2017

En hilsen fra den vagthavende på Mangabiblioteket.

Mangabiblioteket vil gerne takke Tezuka In English for at retweete den seneste blogpost fra april, der netop handler om to nyanskaffelser af Tezuka.




søndag den 30. april 2017

Surrender to the dark side of Osamu Tezuka.

Mangabiblioteket har føjet to nye gamle titler til Osamu Tezukasamlingen. Jeres blogger har af samme årsag endnu ikke læst dem, men det bliver, vil jeg tro, en rejse til mørkets hjerte. Jeg ser uanset frem til at dele min rejsebeskrivelse med jer.

Venlige hilsener
Bibliotekaren 






søndag den 16. april 2017

mandag den 10. april 2017

Rumrejsen til Tezuka 2014. 1.del.

I 2014 påbegyndte jeg en længe ønsket rejse til The Osamu Tezuka Museum. Enhver mangaflipper bør foretage denne rejse mindst én gang i livet, og samtidigt bør enhver mangaflipper også huske på, at Tezukas magi ikke kan indfanges på et museum, men lever i de konkrete tegneserier.


lørdag den 25. marts 2017

The Return of Touhou Rikimaru

Det japanske mangaunivers lysende tråde spinder, binder og forbinder erindringer og oplevelser på kryds og tværs af tid og rum. Det var bare en klar dag i januar måned, og vi var ude at gå. Målet var det lille lokale bibliotek, hvor vi ville aflevere nogle brugte batterier. Ved en opslagstavle stod der en lille reol med kasserede bøger, som jeg mener var til salg, og ovenpå en lille stander med nedenstående løbeseddel. Det er en reklame for et mangahøjtlæsningsarrangement. Jeg genkendte straks den langskæggede stærkt bebrillede vildbasse på billedet. Navnet er Touhou Rikimaru, som er professionel mangaperformer og tro mig, han er for vild. Jeg var straks tilbage ved min første oplevelse med The man, en sommerdag i parken, for nogle år siden. Det kan du læse om andetsteds på bloggen. Jeres mangablogger kunne desværre ikke deltage i arrangementet, men sikke da en start på året i Mangaplanetens univers!

P

lørdag den 18. februar 2017

Stjernenatten på Mangaplaneten

Det er nat i Mangaplanetens forunderlige univers. Jeg griber til en strofe af Thøger Larsens smukke astrodigt, Stjernenatten.

"Ud i det høje
ser jeg som trold med et trealens øje.
Ind i det sorte 
vender jeg blikket, og nuet er borte,
strålende verdnerne slår mig i møde."

-Thøger Larsen ca. 1908

                                              

lørdag den 11. februar 2017

"Death is not the end"






Jirō Taniguchi
14. august 1947 -11. februar 2017
                                                                        

lørdag den 4. februar 2017

"Blå, blå elektrisk blå..."

Det er ikke blot min fordanskede version af de første strofer i David Bowies "Sound and Vision". Det er også farven på Doraemon, og faste besøgende på Mangaplaneten vil også vide, at den blå robotkat er en kær gæst og et godt gensyn, når den kigger forbi. Det skete fornyligt og denne gang i en på en og samme tid sjov og lærerig mangaudgivelse. Det drejer sig om en serie, der går under titlen Kagaku World, og den grundlæggende tanke er vel at formidle videnskabelige emner på en sådan måde, at de passer til  en overvejende ung læserskare. Her kommer den ikoniske robotkat ind. Nærværende udgivelse hedder "Robotto no Sekai" og handler selvsagt om robotter. På Mangaplaneten har vi forresten ingen bange anelser, frygten for, at robotterne kommer og overtager, kan ligge på et meget lille sted.Kombinationen af fortællinger fra det gakkede Doraemonunivers og små artikler om forskellige sider af  robotteknologiens forunderlige vidensområde fungerer ganske godt. Og de er der allesammen, Doraemons kollegaer i den anden virkelighed: Asimo, Paro, An9 RR og mange flere.

Man kan synes,at tegneserier skal læses for tegneseriens egen skyld ikke for at blive klogere på et eller andet emne. Her kan det være  værd at huske på, at tegneseriemediet i Japan favner bredt og netop også bruges til mange forskellige former for vidensdeling og formidling.