Lad mig fortælle Jer om Toshiko Tomura, som er en ung japansk forfatterinde. Hun er en celebritet af den type, som man læser om i ugebladene og ser på tv, I ved, til en uforpligtigende samtale i et talkshow. Hun er kultiveret, smart og handlekraftig, og mon ikke hun kunne være en rollemodel blandt visse unge kvinder her i de tidlige 70'ere?
Hun er smuk som en drøm og har en engels ansigt, og der går ild i mændene, når hun viser sig. Selvom hun er ombejlet, er ydmygheden intakt. Stolt er hun over sit liv, men glemmer aldrig, at hun kommer fra et sted, der ligger langt væk fra rampelyset og fotografernes hungrende blitzlys.
Og så er hun særdeles talentfuld og det på mange områder. Hun har en strålende teaterkarriere bag sig. Hun har arbejdet med design og arkitektur og høstet international anerkendelse. Senest er hun så sprunget ud som forfatter, og det igen med succes, for lige nu, på det mondæne Prince Hotel, modtager hun nemlig den prestigefyldte Akutagawapris for sin bog The Book of Human Insects.
Samtidigt lige i nærheden, et telefonopkald fra de stående klapsavler, afslutter Kagiri Usuba, der engang var Tomuras bofælle, sit liv for enden af et reb, i sin lejlighed. Det siges, at det faktisk er Usuba, der har skrevet The Book of Human Insects.
Den ensomme afslutning på Kagiri Usubas liv er begyndelsen på en lang fortællingen, der går bag om succeshistorien Toshiko Tomura. Som handlingen skrider frem tegnes der sig et billede af en menneske,som har bygget sin karriere op på løgn, plagiat og misbrug af andres tillid og sympati.
Gradvist trækkes læseren ned i fortællingen om Tomura, der er skrevet med slam fra den menneskelige psykes mørkeste kloak, om et bundråddent jetsetmiljø, hvor livet i sig selv er absolut intet værd. Menneskesønnerne - og døtrene er ikke monumenter over livets ukrænkelighed udtrykt i kærlighed og gensidig respekt. De er insekter, der kan indespærres i glas med tætsluttende metallåg og betragtes og behandles efter voldsbøllernes vilkårlige forgodtbefindende. Og som insekter, der kan knuses så let som ingenting, knuses håb og drømme og længslen efter at være elsket i dette sært klaustrofobiske værk.
The book of Human Insects er befolket af skandaleliderlige tabloidjournalister, gangstere, voldsparate ekstremister, og psykopater af den slags,der har sin daglige gang på ledelsesgangene i skyskraberenes kapitalistiske vagttårne, og som læser er det nemt at dømme en sådan verden meget hårdt for dens menneskesyn.
Men et sted mellem linjerne og i Teszukas forunderlige streg er der også en lavmælt, men alligevel insisterende stemme, der stiller spørgsmål om hvad der former os mennesker og hvordan dette påvirker vores gøren og laden i livet. Stemmen er meget svag, men lytter vi ikke til den, åbner vi ikke vores ører og hjerter for de svigtede og de efterladte og de såredes hvisken, så mister vi os selv i det kælderdybe mørke, der lige nu og her truer med at kvæle samtlige medvirkende i The Book of Human Insects.
