søndag den 25. november 2018

Otaku Batsu: Literature Club

"Kan du lide manga?" spørger Otaku Batsu, den Aarhusianske forening for japansk populærkultur, og læser du dette, så kunne svaret nok gå hen og blive et "ja". Jeres mangablogger har aldrig været medlem af Otaku Batsu eller OBAA, som vist er den populære forkortelse, men jeg har gode relationer til foreningen, og vil  gerne slå et slag for dette kommende arrangement. Det lyder som noget for enhver læser, der gerne vil dyrke sin interesse i et fællesskab med ligesindede. 

Du kan søge mere information på OBAAs Facebookside, og jeg vil ønske Jer et godt arrangement!



lørdag den 3. november 2018

誕生日おめでとう‼️

I dag ville Osamu Tezuka have rundet de 90 år, og det skal naturligvis markeres på Mangaplaneten, hvor jeg de næste 12 måneder vil læse udvalgte værker fra Tezukas enorme produktion. Vi lægger ud med Tetsuwan Atomu eller Astro Boy, som han jo kom til at hedde i de engelsksprogede oversættelser.

God fødselsdag deroppe og tak for alt mester!

Et lille minde fra turen til Tezukamuseet.

lørdag den 18. august 2018

Human Insects for the Angel of Death


Lad mig fortælle Jer om Toshiko Tomura, som er en ung japansk forfatterinde. Hun er en celebritet af den type, som man læser om i ugebladene og ser på tv, I ved, til en uforpligtigende samtale i et talkshow. Hun er kultiveret, smart og handlekraftig, og mon  ikke hun kunne være en rollemodel blandt visse unge kvinder her i de tidlige 70'ere?

 Hun er smuk som en drøm og har en engels ansigt, og der går ild i mændene, når hun viser sig. Selvom hun er ombejlet, er ydmygheden intakt. Stolt er hun over sit liv, men glemmer aldrig, at hun kommer  fra et sted, der ligger langt væk fra rampelyset og fotografernes hungrende blitzlys.

Og så er hun særdeles talentfuld og det på mange områder. Hun har en strålende teaterkarriere bag sig. Hun har arbejdet med design og arkitektur og høstet international anerkendelse. Senest er hun så sprunget ud som forfatter, og det igen med succes, for lige nu,  på det mondæne Prince Hotel, modtager hun nemlig den prestigefyldte Akutagawapris for sin bog The Book of Human Insects.

Samtidigt lige i nærheden, et telefonopkald fra de stående klapsavler, afslutter Kagiri Usuba, der engang var Tomuras bofælle, sit liv for enden af et reb, i sin lejlighed. Det siges, at det faktisk er Usuba, der har skrevet The Book of Human Insects.

Den ensomme afslutning på Kagiri Usubas liv er begyndelsen på en lang fortællingen, der går bag om succeshistorien Toshiko Tomura. Som handlingen skrider frem tegnes der sig et billede af en menneske,som har  bygget sin karriere op på løgn, plagiat og misbrug af andres tillid og sympati.

Gradvist trækkes læseren ned i fortællingen om Tomura, der er skrevet med slam fra den menneskelige psykes mørkeste kloak, om et bundråddent jetsetmiljø, hvor livet i sig selv er absolut intet værd. Menneskesønnerne - og døtrene er ikke monumenter over livets ukrænkelighed udtrykt i kærlighed og gensidig respekt. De er insekter, der kan indespærres i  glas med tætsluttende metallåg og betragtes og behandles efter voldsbøllernes vilkårlige forgodtbefindende. Og som insekter, der kan knuses så let som ingenting, knuses håb og drømme og længslen efter at være elsket i dette sært klaustrofobiske værk.

The book of  Human Insects er befolket af skandaleliderlige tabloidjournalister, gangstere, voldsparate ekstremister, og psykopater af den slags,der har sin daglige gang på ledelsesgangene i skyskraberenes kapitalistiske vagttårne, og som læser er det nemt at dømme en sådan verden meget hårdt for dens menneskesyn.

Men et sted mellem linjerne og i Teszukas forunderlige streg er der også en lavmælt, men alligevel insisterende stemme, der stiller spørgsmål om hvad der former os mennesker og hvordan dette påvirker vores gøren og laden i livet. Stemmen er meget svag, men lytter vi ikke til den, åbner vi ikke vores ører og hjerter for de svigtede og de efterladte og de såredes hvisken, så mister vi os selv i det kælderdybe mørke, der lige nu og her truer med at kvæle samtlige medvirkende i The Book of Human Insects.

 

lørdag den 11. august 2018

10000 tak

På Mangaplaneten er vi glade for gæster, og igår rundede vi henover natten nr. 10000 siden bloggens begyndelse i 2012.Tak skal I have, hvem I nu alle måtte være.
 



lørdag den 4. august 2018

Sommerhilsen fra den vagthavende bibliotekar

Kære læsere af Alle tiders manga!

Vi er glade for at kunne meddele at grundet pladsmangel på Mangaplanetens bibliotek, har vi nu besluttet at løse problemet ved at bygge til. De første mursten ankom i går.

I ønskes en fortsat herlig sommer med masser af mangalæsning.


torsdag den 29. marts 2018

Forårshilsen fra Mangaplaneten

I ønskes et glædeligt forår med masser af mangalæsning i solen. I den kommende tid kan der godt blive lidt længere imellem brevene fra Mangaplaneten, men jeres korrespondent er, uanset, ikke langt fra skrivemaskinen og de japanske tegneserier, som det jo altsammen handler om her. Gå også gerne en tur i arkiverne.




tirsdag den 13. marts 2018

A walk on the mild side

Kendetegnende for Jiro Taniguchis historiefortælling er, til dels, hukommelsen og det lange nostalgiske stræk ned af mindernes gader og stræder. Det er det lille eksistentielle tandhjul der drejer rundt, når det personlige livsforløb sættes i gang i den japanske historiefortællers magiske univers.

Det finurlige værk Aruku Hito er historien om en mand, der går ture i lokalområdet. Han er derudover gift, og i starten af fortællingen bliver parret hundeejere, da de tager en herreløs hund til sig. Men manden går, og vejen synes vigtigere end målet. Han ser og lader blikket og opmærksomheden følge sine egne veje.Han registrerer dagliglivet, som det udfolder sig i den evige japanske forstad, der med tegnerens arkitektonisk sylespidse og knivskarpe pen er mesterligt beskrevet.

Det er en næsten ordløs fortælling, der derfor må komme til udtryk via sanserne. Det er lyden af blankpudsede sko, der betræder fortovet, og bare fødder mod træets bark. Det er blade, der leger i vinden, og fugle, hvis art jeg ej kender, som letter fra træernes grene. Det den lysende stjernehimmel og den silende regn, og sneen der falder. Det er det varme åndedræt der møder kulden på en aftentur i de smalle og tyste gader, så karakteristiske for de japanske forstæder by night.

Aruku Hito er distingverede suburbane meditationer, der giver dig åndedrættet og dermed livet i nuet tilbage. Værket hylder retten til at dvæle i øjeblikket og give tid til fordybelsen. For nogen vil værket givetvis blive en rejsekammerat på vejen til frihed. For andre, de rastløse, de resultatorienterede, for hvem tid er en vare og mennesker en resurse vil Aruku Hito blive en meget stor sten i skoen, og det skal de nok i virkeligheden værdsætte.




J. Taniguchi: Aruku Hito

torsdag den 4. januar 2018

アキラ



Vær velkommen til 2018 og til et nyt år på Mangaplaneten!
2017 sluttede med et brag, der stadig, frydefuldt, ringer i ørene.Der var nemlig gaver fra Japan, og det var simpelthen, og ikke mindre end,en smuk og brugt udgave af Akira # 1 fra 1984. Jeres blogger glæder sig, i den grad, til at give sig i kast med værket, og takker af hele sit hjerte:

どうもありがと‼️