søndag den 9. juli 2017

Barndommens land

 Tamburinmandens fader Bob Dylan synger i en af sine sange om, at hvis man er ked af det og ensom, så skal man huske på at døden ikke er afslutningen. Heller ikke når byerne står i flammer og menneskekødet brænder, må man glemme, at døden ikke er det endegyldige punktum.

Death is not the end. Det handler om Jiro Taniguchi, der gik bort tidligere på året. Hvad gør en mangaflipper så? Han eller hun brygger en kop stærk, sort kaffe, tager en smøg, (på Mangaplaneten siger vi, at  man ikke behøver at tænde den), og giver sig i kast med Taniguchis bagkatalog.

Mit første møde med Taniguchi var Arukuhito, der på dansk vist hedder Manden der går tur. Jeg fandt den i en Book Off i Osaka for snart tre år siden, men fik den desværre aldrig læst, mens tegneren var i live. Nu kan jeg så passende gå igang med dette og flere andre af hans værker. Et andet af dem er det, der på dansk hedder Min fars dagbog, og der begynder vi.

Det en stemningsfuld  fortælling, der foregår i nutiden, men med tilbageblik i 1950'ernes Japan, hvor livet og dagligdagen er vendt tilbage til japanerne i tiden efter 2. Verdenskrig. Stregen er klar og enkel og handlingsforløbet udvikler sig i et roligt fremadskridende tempo, der vel nærmest er et varemærke for Taniguchi.

Hovedpersonen er Yoichi, en gift mand i sin bedste alder, der lever et travlt arbejdsliv i storbyen. Vi kommer ind i handlingen på det tidspunkt, hvor hans far netop er død, hvilket kræver, at han må foretage en rejse tilbage til sin barndomsby for at deltage i begravelsen og de højtideligheder, der nu knytter sig til en sådan begivenhed. Men der stikker noget under. Yoichi har siden drengeårene været vred på sin far, og den følelse ligger så dybt begravet i sønnen, at han end ikke ønsker at forsones med det fædrene ophav selv efter døden.

Overtalt af hustruen tager hovedpersonen dog modvilligt afsted og forenes inden længe med den øvrige familie, der sammen skal våge over den døde på natten før begravelsen. Her møder Yoichi  sin søster og gamle onkel, der er ikke bare er alkoholiseret, men også en varm, omsorgsfuld mand, som tog sig af Yoichi i drengeårene. Mødet bliver starten på en lang aften og en lang samtale om Yoichis barndom og opvækst. Som onklens fortælling skrider frem, skrider Yoichis egen opfattelse af  sin far, en opfattelse, som han har bygget sine minder op på.

Gradvist udfolder der sig en rørende fortælling om at fare vild i følelsernes labyrint bag erindringens spejl for til sidst, måske, at finde - og blive sig selv. Det er også en opbyggelig historie om at imødekomme sin fortid og konfrontere de hændelser og oplevelser, der har voldt smerte.Og ikke mindst at turde se og erkende, at årsagerne til problemerne måske også skal søges et sted dybt i ens egen handlen og ageren.


Her på falderebet tænker jeg lidt, at hvis Min fars dagbog var en spillefilm, skulle det være en ægte helaftensfilm med en 15 minutters pause lagt in efter de første 90 minutter. Den skulle være i sort/hvid og skulle vises i et stemningsfuldt biografteater bygget i 50'erne, hvor man også kunne se Akira Kurosawas De Syv Samuraier i en af de øvrige sale.