mandag den 1. februar 2016

Om myresyrespyende monstre

Tidens vældige hjul drejer ubemærket, når man er fordybet i spændende fortællinger om menneskets møde med ondsindede spiralmønstre, robotter,(store som små nogle endda øreløse og blå), rumrejser til Mars og meget andet godt fra det japanske tegneserieunivers.

Med andre ord er 2015 blevet til 2016, og et nyt år på Mangaplaneten er godt i gang. Den mangamester, der uden tvivl har fyldt mest på bloggen de sidste mange måneder, er Mitsuteru Yokoyama og robotten Tetsujin 28go. Det skyldes, at jeg naturligvis er glad for Yokoyamas streg, og de 8-10 bøger om den gigantiske robot, som står hylden med de japanske tegneserier.

Jeg har netop afsluttet fortællingen om kæmpemyrene, hvor seriens to hovedpersoner, den unge detektiv Kaneda Shōtarō og politiinspektøren Ōtsuka, kastes ud i endnu et nervepirrende eventyr. Det starter med aggressive monstermyreangreb, og derfra udvikler historien sig i en sådan retning, at hæren og naturligvis Tetsujin 28go må sættes ind før alting, på civilisationsnedbrydende vis, løber af sporet.

Med fare for at gentage mig selv, så er sekvenserne, hvor Tetsujin 28go er i aktion, suveræne. Robottens nærkontakt med de monstrøse kæmpemyrer er i mine øjne beskrevet med en så hårdslående tempofyldt dynamik, at læseoplevelsen gøres til en filmisk oplevelse.

I den slags historier bliver verden altid reddet, men lettelsen over, at kaos er afværget, udebliver. Forløst bliver man ikke. Myresyre i store mængder er nemlig et effektivt  og ganske skrækkeligt våben, som de obligatoriske bad guys i fortællingen kommer i besiddelse af og bruger mod deres konkurrenter, og alt dette med stor opfindsomhed.

Det bliver aldrig den historie om monstre, der truer normaliteten, som jeg første forventede. Og man føler ikke nogen sejr over, når sværmene af myreafkom bliver brændt ihjel hen imod slutningen. Ej heller at de der såede også høstede - fatalt og fortjent. Snarere inviterer Yokoyama læseren her nærværende blogger til at reflektere over, hvilke vildveje mennesker kan gå for at påføre hinanden skade, og det er nok et besøg i mangauniverset værd.