Return of the doujinshi manga

I denne måned vender vi tilbage til japanske undergrundsmanga. Det drejer sig om doujinshi manga, som jo kort fortalt er fanbaserede tegneserier.

Hvad snakker vi egentlig om, når vi snakker om doujinshi? Det er et japansk udtryk, så lad os og tage udgangspunkt i selve ordet. I Japan har man 3 skrifttegnsystemer, et af dem er kanji. Doujinshi kan skrives med kanji og består af 3 tegn:

同 : dō　"det samme" eller "ens"

人: jin　menneske/person

誌: shi　blad/ magasin

Tilsammen kan doujin oversættes til klike eller åndsfæller, altså nogen som har noget tilfælles. Doujinshi er således ikke lig med amatørmanga, men refererer til fanzines eller magasiner skrevet og produceret af folk, der har et eller andet subkulturelt fællesskab omkring en eller anden interesse, og det kan så f.eks. være manga.

Leder man efter et udgangspunkt for doujinshi kulturen, så kan man med fordel begynde i 70ernes Japan, hvor den brede befolkning fik adgang til billig offset - og fotokopieringen. Den teknologiske udvikling skabte nye muligheder for, at enhver relativt nemt og billigt kunne producere sine hjemmelavede fanzines. Der var tale om minikomi - i modsætning til massekommunikation, som var rettet mod de brede masser. Individet havde fået et værktøj, slet ikke ulig vore dages sociale medier, f.eks. bloggen, hvor man kunne producere og distribuere manga, som man havde tegnet ved køkkenbordet derhjemme.  Amatørtegneserier gik da også hen og blev et af de helt store minikomi – produkter.

Det er rimeligt at mene, at doujinshi kulturen har pustet nyt liv i den japanske tegneserietradition. Genremæssigt har undergrundskulturen også været nyskabende, og her taler vi om yaoi. Yaoi er en forkortelse for yama nashi ,ochi nashi ,imi nashi ,hvilket i korte træk betyder total mangel på historie og plot. I yaoi manga fokuseres der i stedet på karakterenes følelsesmæssige forhold til hinanden. Endvidere er yaoi manga karakteriseret ved indholdsmæssigt at skildre homoseksuelle forhold mellem mænd.

I starten af 80erne observerede man, at doujinshi miljøet ikke bare producerede originale værker, men også parodier på allerede eksisterende værker. Det er typisk de kendte mainstream manga, som er genstand for tegnernes satiriske - og skarpe pen, men udenlandske film og fantasy universet går heller ikke ram forbi.

Sharon Kinsella har i mange år forsket i japansk popkultur og været tæt på amatørmangaens subkulturelle univers. For Kinsella er yaoi og manga parodii et vindue til, hvordan især unge mænd og kvinder håndterer kønsrollemønstre og svære følelser omkring seksualitet og idenditet. I yaoi manga parodii er det nemlig de maskuline helte, som står for skud. Med en dobbeltbundet humor, som både hylder heltene for deres ikoniske mandighed og tillægger dem en seksuel orientering, der modstrider deres maskulinitet, bliver resultatet både kontroversielt og skævt morsomt på en og samme tid. For når Obi Wan Kanobi fra Stjernekrigen eller Aragorn fra Lord Of The Rings portrætteres som følsomme helte i en homoseksuel rammefortælling tilsat et skud lettere gakket erotik, så bliver figurernes maskuline image ganske simpelt mere skrøbeligt, personernes karaktertræk mere nuancerede og måske mere menneskelige, og det er jo nok en tanke eller to værd.