Mangamandag # 2

"I am writing this under an appreciable mental stress, since tonight I shall be no more..."

Jeres mangablogger er opfyldt med en anden stemning, mere lys og optimistisk, end den navnløse fortæller i H. P. Lovecrafts skrækkelige, gode novelle Dagon, som ovenstående linjer stammer fra.

Mangaplaneten står i smuk kølig efterårspragt så typisk for årstiden, når den er bedst. Man kan med ro i sindet og god samvittighed trække indenfor i varmen og nyde oktobers klare sollys ved vinduet bænket med en god japansk tegneserier.

Junji Itos horrormanga Uzumaki skal nemlig ikke læses i mørket under fuldmånen eller med tågen bankende ildevarslende på ruden, men på en helt almindelig eftermiddag. Og det fordi, hos Ito lurer  galskaben og skrækken under normalitetens tynde fernis.

Hovedpersonen i Uzumaki er teenageren Kirie Goshima, og det hendes fortælling om sælsomme begivenheder, der engang fandt sted i hjembyen,Kurouzu - cho, som læseren lægger øre til.

Men det er Kiries ven og tidligere skolekammerat Shuichi, som åbner døren til mørket. Den unge mand er utilpas. Han hader byen, som er ved at gøre ham skør. Og man forstår ham, og man mærker klaustrofobien allerede på de første sider. Byen ligger nemlig indespærret mellem mørke bjerge og en dyster kyst, hvor et sort fyrtårn kaster lange skygger over byen og i de ulykkelige skæbner, der bebor Itos kuldslåede univers...

Det tegner slet ikke godt, og historien er på mere end 600 sider.

I ønskes en rigtig uhyggelig eftermiddag med en god japansk gysermanga.

Mangamandag # 1

Mandag på Mangaplaneten og på programmet er endnu en  episode i fortællingen om den unge detektiv Kaneda Shōtarō og den rå og blå robot Tetsujin 28go.

 Hvis det giver mening, at en urkraft kan være futuristisk, så må det forholde sig sådan med Tetsujin 28go. Det er den rene mekaniske energiudladning, der kommer til udtryk med en styrke så destruktiv, at man som læser nemt glemmer, at robotten er fjernstyret og teknisk set slet ikke så udviklet, som flere af kollegaerne i det japanske robotunivers.

Men jeg er kommet til afsnittet om Chōningen Kerī. En, i virkeligheden, trist historie, der udfolder sig som en mordgåde, hvis motiv er god gammeldags hævn.

Aktionpakket og hæsblæsende sejt ruller opklaringsarbejdet sig ud for øjnene af læseren. Især er jeg glad for det tilbagevendende ravage der skabes når robotterner tørner sammen og f.eks hiver granvoksne træer op med rode, som var det tændstikker, og banker løs på karosseriet.

 Og så naturligvis Chōningen Kerī - Supermennesket Kerry,udstyret med en skæbne, der giver mindelser om monsteret i Mary Shelleys Frankenstein, hvis overmenneskelige kræfter og ustyrlige raseri er suverænt beskrevet.



 Nå, god eftermiddag  med masser af mangalæsning til Jer!