I året, der snart forlader os, har verden hyldet den russiske sværvægter Fjodor Dostojevskij og hans litterære skaberværk. Det er i år nemlig 200 år siden, at han blev født. På Mangaplaneten vil vi også markere det store jubilæum ved at læse en anden historiefortæller af samme format, dog med hjemme i et helt andet univers. Det drejer sig naturligvis om Crime & Punishment af Osamu Tezuka, der lod sig inspirere af F.D.s berømte værk. En tegneseriefortolkning af en roman kan og skal naturligvis ikke sidestilles, og da nærværende blog fokuserer på tegneserier, så er det selvfølgelig læsningen Tezukas værk, som jeg deler min oplevelse af.
At Tezuka gik til Dostojevskij og Crime & Punishment er for nærværende blogger ikke noget usædvanligt valg. Tezuka havde nemlig selv en eksistentiel tilgang til sine fortællinger, og han var hele vejen igennem optaget af, hvad det vil sige at være og blive et menneske.
Crime & Punishment er historien om Raskolnikov, den fattige student, der slår en pantelånerske ihjel og stjæler hendes penge og værdiggenstande. Det tankegods, som Raskolnikov stiver sine handlinger af med, er hans egen teori om Det ekstraordinære menneske. Her er der ikke tale om Nietzsches overmenneske, det store menneske, men om såkaldte ekstraordinære individer,førerskikkelser, med retten til at styre ved undertrykkelse. Det ekstraordinære menneske besidder ligeledes magten til lade målet hellige midlet. I dette tilsammen ligger kimen til fascisme og totalitære regimer, og et skridt på den fucking vej til helvedet er umenneskeliggørelsen og etablering af fjendebilleder. Raskolnikov drives nok af nød og desperation, men retfærdiggør drabet med at offeret alligevel er en led pengegrisk møgkælling, som verden ikke vil savne. Hun eksisterer ikke som et menneske, der har har grunde eller årsager til, at hun er blevet, som hun er.
Raskolnikov indser, at han og hans verden ikke er den samme efter drabet, og netop her svigter Tezuka ikke personerne i sin fortælling ved at lade dem gå til grunde på deres handlinger. Drabsmanden går nemlig til bekendelse og indser det forkerte i sin handling, og nok er alle broerne brændt, men den stenede vejen hjem, til sig selv, som et oprigtigt menneske, der tager ansvaret - og konsekvensen for og af sine handlinger, den ligger altid åben.
Og nu, kære læser, må jeg tilstå, at jeg ikke simpelhen kan give værket den fulde retfærdig her, så derfor runder jeg af med følgende: Tezukas Crime & Punishment er fremragende læsning, rig på bipersoner og små historier, der undervejs væves sammen til en samlet fortælling med utrolig mange lag. Et finmasket net, som læseren bliver hængende i længe efter, at man vendt den sidste side af en udgivelse, der iøvrigt er utrolig flot. Tak for det, at gøre Osamu Tezuka tilgængelig for en større og måske også yngre målgruppe.
Og hermed tak for endnu et år på Mangaplaneten.
D
