torsdag den 17. april 2014

Og vinden rejste sig

 Nærværende blog beskæftiger sig jo primært med manga og tegneseriemediet, men Miyazaki Hayao er aktuel med sin, måske, sidste film, og hvorfor så ikke også fejre højtiden med en tur i biografen.

Den legendariske filmskaber har jo før bebudet, at nu var tiden kommet til at trække stikket, hvilket han i øvrigt roligt kan gøre - især med en film som "Når vinden rejser sig".

Miyazaki  Hayao har, ikke overraskende måske, fået en del opmærksomhed i de landsdækkende medier, hvilket er fuldt fortjent. Filmen skuffer da heller ikke på nogen måde, tværtimod tror jeg faktisk, at det bliver den bedste oplevelse, jeg får med den geniale japaners fantastiske univers.

Det er en poetisk og magisk rejse i et lille stykke Japanhistorie oplevet gennem  flybyggeren Jiro Horikoshis runde briller, hvor drøm og virkelig på smukkeste vis følges af.

Samtidigt er det en meget barsk fortælling, som, det til trods, efterlader nærværende blogger med oplevelsen af, at "Når vinden rejser sig" ikke bare er er en filmisk perle, men også en omfavnelse af selve livet.

Jeg vil ønske jer en rigtig god påske!



tirsdag den 15. april 2014

Jernmanden!

I dag er det 10 år siden at Mitsuteru Yokoyama forlod Mangaplanetenog det skal naturligvis markeres.

Mitsuteru Yokoyama er nok bedst kendt for Tetsujin 28 - Go, som medvirkede til at kickstarte hele Mecha genren indenfor anime og manga.

Han var alle tiders mangategner og vist en værre hellraiser. Hans hobby var heste - og hestevæddeløb. Han røg og drak, og det virker som om, at han stod ved det og tog sine laster alvorligt. Ifølge hans hjemmeside kunne han nemlig drikke en flaske whisky og 7 - 8 øl om dagen og ryge 70 cigaretter.

D. 15. april 2004 bragte man på BBC News overskriften: "Fire kills manga artist". Brandvæsnet mente at en tændt cigaret,ved sengekanten i mangategnerens hjem,var skyld i, at der udbrød brand. En sådan omgang med ild kan ikke være andet end uansvarlig, og det fik da også fatale konsekvenser. Samme aften døde Yokoyama nemlig af sine brandsår på hospitalet

Man kunne have ønsket sig en bedre og mere fredelig afsked med livet for Mitsuteru Yokoyama. Som mangafan kan man heldigvis glædes over det værk, der står tilbage og for altid vil skinne som en lysende stjerne.