Alle tiders RoboCat!

På mangaplaneten slår vi ikke katten eller andre ting af tønden. Vi slår derimod et slag for alle tiders japanske robotkat, og det er Doraemon.

Omdrejningspunktet i Doraemon er det venskabelige forhold mellem drengen Nobita Nobi og så naturligvis den blå robotkat Doraemon.

Doraemon kommer oprindeligt fra det 22. århundrede. Faktisk er det Nobitas tipoldebarn Sewashi Nobi, der sender robotkatten tilbage i tiden for at hjælpe drengen, der ikke har det helt nemt. Nobita er, socialt set, lidt utilpasset. Han bliver drillet og taber altid i slagsmål. Han er doven og prøver at springe over hvor gærdet er lavest. Han har også problemer i skolen, men til gengæld er han så dårlig til sport.

Med til beskrivelsen af Nobita hører, at han også kan være både hjælpsom, opfindsom - og modig når det gælder. Med andre ord, så besidder Nobita typiske karaktertræk og menneskelige egenskaber, som de fleste nok kan nikke genkendende til, og derfor kan identificere sig med.

Robotkatten har også en historie, der heller ikke er lutter solstråle, og det er samtidigt fortællingen om hans udseende. Oprindelig havde Doraemon ører, som katte jo har, men en robotmus kom for skade til at spise dem, hvilket har udstyret vores blå ven med et særdeles anstrengt forhold til mus.

Doraemons mission er altså at støtte Nobita når det gælder, og her kan der være tale om alle mulige og umulige situationer. Den både venlige og intelligente kat har til det formål  et uudtømmeligt arsenal af  futuristiske hjælpemidler, som han trækker op af den kænguruagtige lomme, der er monteret forrest på maven. Det er især disse gakkede gadgets der former historien, og medvirker til at Doraemonfans hver gang glæder sig til en nyt besøg i robotkattens og Nobitas herligt fjollede univers.

Doraemons far hedder Fujiko F Fujio eller Hiroshi Fujimoto, som er hans borgerlige navn. Fujimoto er fra 1933 og dannede meget tidligt et arbejdsfællesskab med skolekammeraten Motou Abiko. Deres ankomst til mangaplaneten var perfekt timet, fordi Osamu Tezuka, som de begge nærede stor beundring for, var nemlig  på vej frem med stormskridt, og hans værk såvel som hans inspiration for tegneserietegnere, der var unge i 50erne, kan naturligvis ikke fremhæves nok.

Fujimoto lagde pennen for good i 1996 og oplevede således ikke, at Doraemon i 2008 blev udnævnt til anime ambassadør for Japan. Ej heller, at man i 2011 rejste en statue i form af et Fujiko F  Fujio museum i Kawasaki. Ærestitler og statuer bør man naturligvis respektere, men, som med nytårsfyrværkeri og rådne æg, altid omgås med største agtpågivenhed, og Fujimoto og Doraemon kan klare sig uden.

 

 



 

 

Bat moon rising

Det var en varm og fugtig sommerdag i 2007. Og det var i Osaka nærmere bestemt i den hektiske bydel Namba, at batlyset pludselig gled henover en ellers blå himmel. Jeg havde brugt et par timer i den lokale Mandarake og på vejen tilbage til stationen, kiggede jeg tilfældigvis ind i en boghandel, der handlede med brugte bøger. I butikkens kælderetage, stod der et par meter tegneserier, som ikke ville få den store opmærksomhed, men netop albummet, på hvis ryg der med marmorhvide versaler stod  skrevet BATMAN, skilte sig eklatant ud.

 Kia Asamiya står bag Batman: Child of Dreams vol.1, og her i 2013 er det en erfaren tegneserieskaber, som er godt bekendt med det amerikanske superhelte - og fantasy univers. Asamiya har nemlig også arbejdet på Uncanny X - men og tegnet mangaversionen af Star Wars: The phantom menance.
 

Child of dreams har to begyndelser. Vi lægger ud i Japan nærmere bestemt i den internationale lufthavn Narita, hvor TV -reporteren  Yuuko Yagi, sammen med et kamerahold, gør klar til at rejse til Gotham City. Med i bagagen har den unge kvinde et ønske om at få et interview med selveste Batman. Allerede her fornemmer man at noget helt galt er på færde. Man kommunikerer ikke, men skændes og vredes i stedet for. Sceneskift.

Med ryggen mod publikum står nattens ridder og betragter Gotham City, hvis skyskrabere rejser sig tavse og hemmelighedsfulde som gravmonumenter, som et dystert sindbillede på flagermusmandens indre mørke. Det mørke han jager skyggerne i byen med.
 

Det japanske TV - hold har ikke været længe i Gotham, før helvedet bryder løs. Two Face, der engang hed Harvey Dent, har taget gidsler og godt igang med at tage liv eller give liv, afhængigt af hvilken side af mønten der rammer jorden. Heldigvis dukker Batman op og afslutter gidseltagningen, hvilket samtidigt skaber en åbning for den kvindelige reporters ønske om at komme i kontakt med nattens ridder.
 

I Child of dreams er alting, som det plejer at være,forstået således, at Batmans ærkefjender på skift står klar i kulissen med hver deres galoperende galskab i ærmet. Men under overfladen er der et eller andet som ikke rigtigt stemmer, der er noget bag facaden, som ikke er hvad det udgiver sig for. Dette ser Batman klart og en god historie kan langsomt tage sin begyndelse.
 

Kia Asamiya fokuserer i sin fremstilling af den ikoniske superhelt på den maskerede detektiv, der reflekterer over de  sælsomme hændelser, som gradvist rulles op i løbet af historien. Bruce Wayne spiller også en større rolle i historiens opbygning, og Asamiya viser på forunderligste vis, at bag masken og myten om Batman, finder man et menneske. 

Hos Asamiya møder vi altså en Batmanfigur, der afviger fra den populære afstumpede hævner, der kun har voldsudøvelsen tilbage som eneste reaktion på komplicerede problemstillinger.  Batman har her med andre ord en større forbundsfælle i  kommisær Gordon end i Jokeren, og det gør første del af historien til en nuanceret og god læseoplevelse.

 

バットマン!