torsdag den 29. marts 2018

Forårshilsen fra Mangaplaneten

I ønskes et glædeligt forår med masser af mangalæsning i solen. I den kommende tid kan der godt blive lidt længere imellem brevene fra Mangaplaneten, men jeres korrespondent er, uanset, ikke langt fra skrivemaskinen og de japanske tegneserier, som det jo altsammen handler om her. Gå også gerne en tur i arkiverne.




tirsdag den 13. marts 2018

A walk on the mild side

Kendetegnende for Jiro Taniguchis historiefortælling er, til dels, hukommelsen og det lange nostalgiske stræk ned af mindernes gader og stræder. Det er det lille eksistentielle tandhjul der drejer rundt, når det personlige livsforløb sættes i gang i den japanske historiefortællers magiske univers.

Det finurlige værk Aruku Hito er historien om en mand, der går ture i lokalområdet. Han er derudover gift, og i starten af fortællingen bliver parret hundeejere, da de tager en herreløs hund til sig. Men manden går, og vejen synes vigtigere end målet. Han ser og lader blikket og opmærksomheden følge sine egne veje.Han registrerer dagliglivet, som det udfolder sig i den evige japanske forstad, der med tegnerens arkitektonisk sylespidse og knivskarpe pen er mesterligt beskrevet.

Det er en næsten ordløs fortælling, der derfor må komme til udtryk via sanserne. Det er lyden af blankpudsede sko, der betræder fortovet, og bare fødder mod træets bark. Det er blade, der leger i vinden, og fugle, hvis art jeg ej kender, som letter fra træernes grene. Det den lysende stjernehimmel og den silende regn, og sneen der falder. Det er det varme åndedræt der møder kulden på en aftentur i de smalle og tyste gader, så karakteristiske for de japanske forstæder by night.

Aruku Hito er distingverede suburbane meditationer, der giver dig åndedrættet og dermed livet i nuet tilbage. Værket hylder retten til at dvæle i øjeblikket og give tid til fordybelsen. For nogen vil værket givetvis blive en rejsekammerat på vejen til frihed. For andre, de rastløse, de resultatorienterede, for hvem tid er en vare og mennesker en resurse vil Aruku Hito blive en meget stor sten i skoen, og det skal de nok i virkeligheden værdsætte.




J. Taniguchi: Aruku Hito