onsdag den 23. maj 2012

Undergrundsmanga

Komiketto 2011 part 2  

Jeg spekulerede på, hvordan et gigantisk tegneseriemarked som Komiketto forholder sig til den etablerede mangaindustri i Japan? Dette, og mere til, blev jeg klogere på efter en tur omkring Komikettos informationstand, hvor man venligt besvarede alle slags spørgsmål, og uddelte informationsmateriale.

Man afviser ikke den kommercielle forlagsverden, som også har sit eget hjørne i Tokyo Big Sight. Men Komiketto ønsker først og fremmest at yde støtte og support til undergrunden, uden så megen hensyntagen til eventuelle brancherelaterede interesser, og det en praksis man kun kan hilse velkommen. Samtidigt er det uafhængige marked for amatørtegneserier, som sådan, stort allerede. En populær mangacirkel kan sagtens sælge mange tusinde doujinshi manga, fortæller de venlige medarbejdere i informationen.

Undergrundsmanga
Man kan imidlertid glæde sig over, at Komikettos ideologiske bagdør har en kattelem, som åbner op for spændende muligheder på tværs af kunstneriske og kommercielle dispositioner.  I informationen fortæller man nemlig, at Komiketto ikke blot er de glade, og ved selvsyn meget dygtige, amatørtegneres markedsplads, men også rummer en legeplads for professionelle tegneserieskabere. Nogle tegnere kickstarter deres karriere på Komiketto, og talentfulde tegnere, som forlader undergrunden til fordel for en professionel karriere, er velkomne tilbage, så længe at de repræsenterer sig selv – og ikke en kommerciel udgiver. Dette betyder, at de professionelle mangategnere kan bruge Komiketto til at afsætte og udbrede værker som måske ikke opfylder de krav og forventninger, den kommercielle forlagsverden kunne have til en given tegners produktion. Dette skaber med andre ord mulighed for, på Komiketto, at investere i special editions, og udgivelser med et begrænset oplag.

Efter en hektisk eftermiddag er sanserne herligt sønderbombede af mange indtryk, som det tager tid at få filtreret og fordøjet. Er Komiketto så nørdernes glade gensynsfest, mangaens mekka, eller springbrættet til berømmelse og rigdom? Måske ligger svaret et sted i gråzonen. Der er ingen tvivl om at enhver mangafan, mindst en gang i livet, bør foretage en rejse til Komiketto, for det er en stor og god oplevelse. Jeg faldt selv over en fin lille Science Fiction doujinshi i tre dele, som jeg, efter længere tids forsøg på at finde standen igen, omgående købte. Og oplevelsen af netop at finde nålen i den kæmpemæssige høstak, at stå overfor selve Skaberen og købe hans produkt, er rigtig god.

Et er sikkert, at Komiketto er det japanske tegneserieunivers store kosmiske benzinstation, hvor ildsjæle fra undergrunden samles for at tanke op og brænde igennem. Det er her stjerner fødes, og amatører mødes, igen, for i fællesskab at skinne og lyse for den søgende på rejsen gennem den populærkulturelle nat.

Næste gang vi ses, går vi om bord i et af mangaplanetens allerhelligste skrifter. Vi ses!

torsdag den 10. maj 2012

Pilgrimsfærd



Komiketto 2011 part 1

2011 var et begivenhedsrigt år for jeres mangablogger, og det blev rundet af med et kæmpe nytårsbrag, der stadig vibrerer i øregangene. Det drejer sig om Komiketto, som er en tilbagevendende begivenhed i Tokyo, hvor manga - og fanzinefolket for alvor sætter hinanden stævne. Kort fortalt drejer det sig om et meget stort tegneseriemarked, skabt og defineret af fans, hvor mangategnere, producenter og fans samles omkring deres fælles interesse for hjemmeproducerede manga.

Nu var det så blevet december måned, Komiketto stod for døren, og jeg var i Tokyo igen, så hvorfor ikke gribe chancen og springe på toget, for ved selvsyn at opleve et af mangaplanetens helligsteder?

Komikettos historie åbner de indre døre og stemmer sindet i deltagerne, allerede inden man er nået frem til målet.  Det er en fortælling, der tager sin spæde begyndelse midt i 70erne, hvor mangafans var frustrerede over det på den tid eksisterende tegneseriemiljø. Nogle af årsagerne var, at man savnede et friere og mere eksperimenterende forum for mangategnere. Man manglede et sted, hvor man kunne dele sine hjemmeproducerede doujinshi, ikke bare tegneserier, men også andre fanzines. En gruppe mangafans lod det ikke blive ved snakken, men gik sammen under navnet Meikyuu. Meikyuu, som kan oversættes til ”Labyrint”, søsatte et magasin, hvor man anmeldte doujinshi manga og organiserede en event, hvor mangategnere - og udgivere kunne mødes. Mangategnere er ofte organiseret i ”cirkler”, som er en slags interessegrupper, hvor medlemmerne hjælper hinanden. Det allerførste mangamarked var vært for 35 mangacirkler og tiltrak 700 besøgende. I dag, mere end 35 år senere, er der tale om et konvent, som tiltrækker op til en halv million besøgende på bare tre dage, og hvor mere end 30.000 cirkler deltager, hvilket ikke kan undgå at gøre et stærkt indtryk.

Vel fremme ved Kokusai Tenjijo stationen kræver et arrangement af Komikettos størrelse et vist niveau af autoritær ledelse i uniform. Ikke for at dæmme op for trafikalt kaos, men for at tæmme den kæmpemæssige menneskebølge, hvorpå man venligt men bestemt bliver surfet op til Tokyo International Exhibition Center, som er de fysiske rammer om Komiketto. Centeret kaldes til daglig for Tokyo Big Sight, og det er et meget stor kompleks, perfekt til store konferencer og arrangementer, der kræver plads, men også lige lovligt strømlinet og meget lidt sprælsk.

I dagene op til Komiketto opfordrede de hårdtprøvede Komiketto veteraner i min familie mig gentagne gange til at overveje, hvad jeg gerne ville se eller købe inden ankomst til Tokyo Big Sight. Dette forstod jeg ikke 100 %, før vi stod i orkanens øje. Når man bevæger sig igennem de 90 x 90 meter store haller, så rammes man nemlig eftertrykkeligt, men ikke uvenligt, af forundringens hårdtslående boksehandske. De kilometervis af stande, hvor der handles og udstilles doujinshi manga af alle slags, virker overvældende og uoverskuelige. Det kan derfor være svært at beslutte sig til, hvor man skal begynde, og overhovedet se, hvordan man skal blive færdig inden lukketid, og come on, hvem har nu flyttet udgangen?