Påskemanga # 2

Nærværende blog handler om japanske tegneserier, det ved enhver som kigger forbi, når et nyt indlæg bliver postet. Alle tiders manga anmelder dog ikke tegneserier, så læser man med, er det sikkert livets gang på Mangaplaneten, som man synes, det er sjovt at følge med i. Jeg skriver ikke om alt, hvad jeg læser i løbet af året, og jeg er heller ikke styret af, om det har været en god læseoplevelse. Det er det dog næsten altid, da jeg har en nogenlunde klar ide om, hvad jeg ønsker at have stående  på hylderne i mangabiblioteket.
Men af og til må man sande, at man ikke kan vinde hver gang.

Uzumaki og Gyo
Sidste år forærede jeg mig selv den meget flotte hardcoverudgave af Itos Uzumaki, og det var med store forventninger, at jeg gav mig i kast med dette solide værk. Uzumaki er en horrorstory, der foregår i en lille japansk by, beliggende et sted ved kysten i det langstrakte ørige. Jeg har endnu ikke forladt det triste og glædesløse univers, som er rammen om fortællingen om et samfund, der hjemsøges af spirallignende mønstre. Med andre ord er jeg ikke færdig med at læse de over 600 sider endnu.

Men jeg synes at Uzumaki er en ujævn fornøjelse, hvilket måske kan skyldes at den samlede, flot indbundne, udgave, i min bog, inviterer til en lang sammenhængende historie med et fremadskridende handlingsforløb. De enkelte kapitler, som jeg har læst so far, er da også i en eller anden forstand knyttet sammen, men hvor er (og undskyld mig) den blodrøde tråd, der skal guide os igennem? Måske er det netop en del af Itos strategi at skabe uro og suspense ved at bringe jeres læser ud af balance og holde ham hen i uvished, men i så fald er dette greb mere et irritationsmoment end et positivt  bidrag til uhyggen.

Når Ito er bedst i Uzumaki, er han så til gengæld også suveræn. Pennen er en issyl der, når den rammer rigtigt, sidder lige synet på nærværende blogger. Og måske er det sådan, at man skal læse værket ved simpelthen at vælge de bedste kapitler ud og lade dem være små historier, der udspiller sig i det bizart usammenhængende univers, som Uzumaki repræsenterer.

Jeg har efterfølgende købt Gyo af Ito, og måske denne gang kan læseoplevelsen, med Søren Ulrik Thomsens ord i erindringen, spare et helt livs rædsel op til en lykkelig dag.

Påskemanga # 1

På Mangaplaneten er der påskeferie, og så kan man jo passende læse en tegneserier eller to - det kan man nu altid, højtid eller ej.Her er der nemlig altid gang i flere tegneserier på en gang.

Osamu Tezuka
For faste eller momentvis faste læsere af nærværende blog kommer det næppe som en overraskelse, at Tezuka naturligvis har en særlig status. Det er næsten uundgåeligt på en blog, hvor fremtiden ligger begravet i fortiden. Tezuka er ikke Gud, selvom nogen vil mene det stik modsatte.Han er allestedsnærværende, men det er som menneske, med det som han myreflittigt producerede hele livet.

Det er især de helt tidlige ting, som jeg har læst mest i, og det er faktisk ved at være længe siden.
Derfor er jeg gået igang med mit hidtil største læseprojekt. Det drejer sig om Buddha, et imponerende værk, som er Tezukas fortolkning af  historien om Gautama Buddhas liv og levned. Jeg læser
Verticals flotte murstensudgivelse på 3000 sider, og er i skrivende stund 600 sider inde i fortællingen.

Det er er en skøn læseoplevelse, hvor livets både store og små spørgsmål om menneskets grundvilkår gøres til genstand for refleksion og eftertanke. Tezuka lader historiens hovedpersoner gennemspille hele følelses-registeret, hvilket ikke altid gør det nemt at være i læserens rolle. Men personerne i Tezukas univers besidder på den måde også alle de egenskaber, som gør os til mennesker, og selv når det smerter mest, så genkender man sig selv på godt og ondt. Netop dette gør Buddha og Tezuka så forbandet god.

Nu poster jeg nærværende indlæg og følger op med Påskemanga # 2 senere.

Glædelig langfredag.

Om myresyrespyende monstre

Tidens vældige hjul drejer ubemærket, når man er fordybet i spændende fortællinger om menneskets møde med ondsindede spiralmønstre, robotter,(store som små nogle endda øreløse og blå), rumrejser til Mars og meget andet godt fra det japanske tegneserieunivers.

Med andre ord er 2015 blevet til 2016, og et nyt år på Mangaplaneten er godt i gang. Den mangamester, der uden tvivl har fyldt mest på bloggen de sidste mange måneder, er Mitsuteru Yokoyama og robotten Tetsujin 28go. Det skyldes, at jeg naturligvis er glad for Yokoyamas streg, og de 8-10 bøger om den gigantiske robot, som står hylden med de japanske tegneserier.

Jeg har netop afsluttet fortællingen om kæmpemyrene, hvor seriens to hovedpersoner, den unge detektiv Kaneda Shōtarō og politiinspektøren Ōtsuka, kastes ud i endnu et nervepirrende eventyr. Det starter med aggressive monstermyreangreb, og derfra udvikler historien sig i en sådan retning, at hæren og naturligvis Tetsujin 28go må sættes ind før alting, på civilisationsnedbrydende vis, løber af sporet.

Med fare for at gentage mig selv, så er sekvenserne, hvor Tetsujin 28go er i aktion, suveræne. Robottens nærkontakt med de monstrøse kæmpemyrer er i mine øjne beskrevet med en så hårdslående tempofyldt dynamik, at læseoplevelsen gøres til en filmisk oplevelse.

I den slags historier bliver verden altid reddet, men lettelsen over, at kaos er afværget, udebliver. Forløst bliver man ikke. Myresyre i store mængder er nemlig et effektivt  og ganske skrækkeligt våben, som de obligatoriske bad guys i fortællingen kommer i besiddelse af og bruger mod deres konkurrenter, og alt dette med stor opfindsomhed.

Det bliver aldrig den historie om monstre, der truer normaliteten, som jeg første forventede. Og man føler ikke nogen sejr over, når sværmene af myreafkom bliver brændt ihjel hen imod slutningen. Ej heller at de der såede også høstede - fatalt og fortjent. Snarere inviterer Yokoyama læseren her nærværende blogger til at reflektere over, hvilke vildveje mennesker kan gå for at påføre hinanden skade, og det er nok et besøg i mangauniverset værd.