The end is important in all things

Ordene, her i William Scott Wilsons oversættelse, er Yamamoto Tsunemotos, der var samurai og levede i Japan i Togukawaperioden.

Det er 1. januar 2023 og vi har sagt goddag til et nyt år. Det er derfor også et passende tidspunkt at gå nye eller andre veje. Januar er altid en speciel måned på Mangaplaneten, det var jo på dette tidspunkt, at jeg, for snart 11 år siden, satte mig ned og skrev den første blogpost om en af mine største interesser.

Men tiden er kommet til sige tak for denne gang. Alle tiders manga eller Mangaplaneten, som bloggen med tiden jo kom til at hedde, er nået til vejs ende og stopper, når vi lander ved det sidste punktum i nærværende tekst. Imodsætning til blogaktiviteterne kan jeg på ingen måde forstille mig, at jeg stopper med at læse japanske tegneserier. Manga er og bliver for mig mere end kærlighed til selve genren og tegneseriemediet. Det japanske tegneserieunivers vedbliver med at være en kilde til inspiration og livsreflektion over alle sider af min tilværelse, og det værner jeg meget om. Jeg kan også godt forestille mig, at jeg begynder at skrive om manga igen, og det vil så blive et andet sted end her.

Jeg vil gerne runde af med at sige tak til dig, fordi du læste med hele vejen eller kiggede forbi ved lejlighed. 

Ok? Godt nok, så vil jeg gå ud i det nye år, og se hvad det bringer.

Gore Wars

“…og nu, da natten var faldet på, var graven rede til at modtage sin beboer, og alle forberedelserne til begravelsen var gjort.”

- Edgar Allen Poe: Berenice, Sælsomme fortællinger

Her på  Mangaplanetens bibliotek har vi gået og sukket efter en ordentlig  zombiepandemi, og nu, nu sker der omsider noget. Invasionen startede ved indgangen til bloggens andet årti og det med Crueler than Dead, skrevet og tegnet af henholdsvis Tsukasa Saimura og Kozo Takahashi. Saimura vil af horrorglade manga-læsere nok også være kendt for Tokyo Undead. 

Men Crueler Than Dead består af to bøger, hvoraf jeg netop er færdig med den første del. Historiens geografiske ramme er Japans hovedstad. Jeg har læst et sted, at Tokyo er den storby, der flest gange er blevet jævnet med jorden, og det skal her så absolut understreges, at vi taler om en populærkulturel destruktion på film, i bøger og så selvfølgelig også tegneseriens fortællerunivers. I Crueler Than Dead er Tokyo ikke som sådan ved at blive fjernet fra jordens overflade, nej snarere er byen et symbol på et samfund, der lige om lidt kollapser. Og det er ikke blot fordi en altødelæggende virus, manifesteret i bevidstløse dræbermaskiner, der engang var levende  mennesker, spreder kaos overalt. Nej. Den virkelige trussel skal søges blandt de levende levende, der i det øjeblik, hvor samfundsstrukturen styrter i grus, og vandmasserne lukker flugtvejene i autoriteternes maskinrum, bliver sig selv nærmest! Det øjeblik hvor menneskets handlekraft bliver reduceret til blot og bar overlevelse, da skrider alle værdier, og respekten for livets værdighed bliver det første, man sender ud til de altødelæggende søvngængere der vedholdende banker på døren til bunkeren. Men det er også i katastrofens labyrintiske klaustrofobi at ulige bånd bliver knyttet og på mærkeligste vis ligger der i det fælles ønske om overlevelse overskuddet til at række voldsmanden hånden, så man sammen kan finde en vej ud.

Fik jeg sagt, hvad Crueler Than Dead handler om? Den unge pige, Maki Akagi vågner op i et  nedsmeltet laboratorium, hvor en døende soldat fortæller hende, at hun har fungeret som forsøgsperson i eksperiment med en vaccine, der kan kurere den virus, som gør mennesker til zombier. Hvem kan rumme en sådan viden om sig selv, og  hvordan fanden kommer man som læser videre derfra?

Fujiko A Fujio

  Giv mig et F!

  Giv mig et A!

  Giv mig et F!

  Hvad sir’ det?

  Fujiko A Fujio!

Alle tiders japanske tegneserieskaber, Fujiko A Fujio, er gået bort d. 7.april 2022. Han blev 88 år gammel, og hans skaberværk står lyslevende tilbage.

🖤

10 år på Mangaplaneten!

Kære læsere

Det er en lidt speciel dag. For 10 år siden, d. 16.1.12, transmitterede jeg nemlig for allerførste gang fra Mangaplaneten! For at markere dagen havde jeg egentlig overvejet at skrive en længere tale til Manga Nationen, hvor jeg ville reflektere over den forgangne tid på bloggen, men ved I hvad, jeg gik væk fra ideen igen. Tiden er nemlig bedre brugt på at læse en japansk tegneserie over en kop kaffe eller lignende. Også for jer, der læser med nu.

Men så alligevel da. Ganske kort. Jeg kan tydeligt huske, at jeg skrev den første post og det store øjeblik, hvor jeg skød bloggen igang. Bloggens formål har ændret sig over tid, antallet af skriverier har været svingende, det samme har kvaliteten af indholdet, synes jeg. Alt dette afspejler blot, at der også er et andet liv i galaksen rundt om Mangaplaneten, der, uanset, har vedblevet med  at dreje rundt om sig selv, i sit eget tempo.

Jeg har ingen andre planer med Alle tiders manga, end at fortsætte med at skrive om livet på Mangaplaneten, og det har i de sidste 3 - 4 år villet sige, at jeg skriver om mine læseoplevelser. Det synes jeg er verdens bedste plan, og I skal være hjertlige velkomne til fortsat at hænge på eller starte nu.

Fortsat god januar til Jer alle med masser af alle tiders manga!

🖤🔥✊

 

Forbrydelse og straf

I året, der snart forlader os, har verden hyldet den russiske sværvægter Fjodor Dostojevskij og hans litterære skaberværk. Det er i år nemlig 200 år siden, at han blev født. På Mangaplaneten vil vi også markere det store jubilæum ved at læse en anden historiefortæller af samme format, dog med hjemme i et helt andet univers. Det drejer sig naturligvis om Crime & Punishment af Osamu Tezuka, der lod sig inspirere af F.D.s berømte værk. En tegneseriefortolkning af en roman kan og skal naturligvis ikke sidestilles, og da nærværende blog fokuserer på tegneserier, så er det selvfølgelig læsningen Tezukas værk, som jeg deler min oplevelse af.

At Tezuka gik til Dostojevskij og Crime & Punishment er for nærværende blogger ikke noget usædvanligt valg.  Tezuka havde nemlig selv en eksistentiel tilgang til sine fortællinger, og han var hele vejen igennem optaget af, hvad det vil sige at være og blive et menneske.

Crime & Punishment er historien om Raskolnikov, den fattige student, der slår en pantelånerske ihjel og stjæler hendes penge og værdiggenstande. Det tankegods, som Raskolnikov stiver sine handlinger af med, er hans egen teori om Det ekstraordinære menneske. Her er der ikke tale om Nietzsches overmenneske, det store menneske, men om såkaldte ekstraordinære individer,førerskikkelser, med retten til at styre ved undertrykkelse. Det ekstraordinære menneske besidder ligeledes magten til lade målet hellige midlet. I dette tilsammen ligger kimen til fascisme og totalitære regimer, og et skridt på den fucking vej til helvedet er umenneskeliggørelsen og etablering af fjendebilleder. Raskolnikov drives nok af nød og desperation, men retfærdiggør drabet med at offeret alligevel er en led pengegrisk møgkælling, som verden ikke vil savne. Hun eksisterer ikke som et menneske, der har har grunde eller årsager til, at hun er blevet, som hun er.

Raskolnikov indser, at han og hans verden ikke er den samme efter drabet, og netop her svigter Tezuka ikke personerne i sin fortælling ved at lade dem gå til grunde på deres handlinger. Drabsmanden går nemlig til bekendelse og indser det forkerte i sin handling, og nok er alle broerne brændt, men den stenede vejen hjem, til sig selv, som et oprigtigt menneske, der tager ansvaret - og konsekvensen for og af sine handlinger, den ligger altid åben.

Og nu, kære læser,  må jeg tilstå, at jeg ikke simpelhen kan give værket den fulde retfærdig her, så derfor runder jeg af med følgende: Tezukas Crime & Punishment er fremragende læsning, rig på bipersoner og små historier, der undervejs væves sammen til en samlet fortælling med utrolig mange lag. Et finmasket net, som læseren bliver hængende i længe efter, at man vendt den sidste side af en udgivelse, der iøvrigt er utrolig flot. Tak for det, at gøre Osamu Tezuka tilgængelig for en større og måske også yngre målgruppe.

Og hermed tak for endnu et år på Mangaplaneten.

D

 

Tono Monogatari

På Mangaplanetens bibliotek markerede vi Alle Helgenes Aften ved at læse japanske spøgelseshistorier.

Der var engang for længe  siden i Japan to mænd, Kunio Yanagita og  historiefortælleren Kizen Sasaki, som fandt sammen om at indsamle og bevare Japans rige tradition for myter og folkesagn. Vi snakker om hårrejsende fortællinger fra en verden fuld af både hjælpende ånder og tvetydige spøgelser. Om dæmoniske dyr i uhyggelige skove og ondt skulende bjerge, hvor den ensomme vandrer blev konfronteret med det overnaturlige i alle dets konkrete former. For alt dette var vel ikke et spørgsmål om tro, men den skinbarlige virkelighed, eller hvad?

Kunio Yanagita rejste sammen med Sasaki til sidstnævntes hjemegn Tono, og her gik turen til det hinsides, ad mørke stier, i jagten på et stykke af den japanske litteraturs dystre folkekultur. Resultatet førte til Tono Monogatari. Fortællinger fra Tono.

Mange år senere, i en anden tid og et andet sted, tog den store japanske tegneserietegner Shigeru Mizuki fortællingerne fra Tono Monogatari til sig og fortolkede historierne gennem sin både realistiske og karikerede tegnestil, som forresten nok kan dele vandene, til tider. 

I 2021 udkom så denne flotte udgivelse oversat af Zack Davission, der også leverer en god introduktion til Tono Monogatari. Han sætter værket ind i en større kulturhistorisk ramme og guider læseren hele vejen igennem værket, hvilket gør de 254 sider til en absolut solid udgivelse. Læseren tilbydes med andre ord mere end en skøn læseoplevelse med Shigeru Mizuki.

Mangaflippere vil nok uden tvivl tage Tono Monogatari til sig, men måske Japanhipstere, med hang til litteraturhistorie, horrorfreaks og gymnasielærere, der skal arbejde med Japan som tema, vil kunne få glæde af værket. Og den anden vej rundt, så kunne der jo godt være nogle elever i de ældste klasser eller gymnasiet, der læser med her. Prøv og stik jeres lærer Tono Monogatari, hvis I mangler noget til jeres projekt om Japan.

Skæbnens jernnæve.

 Shotaro Ishinomori! Sig navnet og mærk, hvordan Mangaplaneten tager en ekstra drejning om sig selv.  Han er nok især kendt for Kamen Raider, 009 Cyborg og så selvfølgelig Himitsu Sentai Gorenger hvis futuristiske vinger foldede sig ud som både manga, anime og TV-serier og hvad ikke? Ishinomori blev desuden også betitlet The King of Manga - ikke The God of Manga, for det var jo en anden japaner, der fik det prædikat. 

Ishinomori arbejdede faktisk for Tezuka Osamu i begyndelsen af sin karriere, og så får man lyst til at synes, at inspirationen fra Tezuka kommer til udtryk i Ishinomoris stil og kunstneriske udtryk. Der er sikkert andre, der ved mere om Tezuka, end jeg gør, men mon ikke også Ishinomori satte sit helt konkrete præg på Tezukas store produktion. 

Men nu: “ The King - (og så i kor): TO THE KING!”

Himitsu Sentai Gorenger udkom her i 2021, og nyheden om denne flotte udgivelse blev modtaget med stor glæde. Selve udgivelsen landede på mit skrivebord med en sådan fart og styrke, at årene i træbordet  blev til fartstriber.Se bare lige her:

Værket indeholder vel sådan set to versioner af  den samme fortælling, hvilket fungerer rigtig fint.To historier men også to fortællinger. Den ene: en beretning om det hemmelige terrornetværk, Black Cross, der opererer på globalt plan. Resursestærke og ekstremt voldsparate, som organisationens medlemmer er, møder den kun kvalificeret modstand i Earth Guard League (EAGLE), der kort fortalt er en særlig kampenhed, specialtrænet til at imødekomme presset fra Black Cross.

Den anden: den lille personlige fortælling  om Tsuyoshi, en ung, sympatisk fyr. Han er glad for Yoko, en sød jævnaldrende pige, som han i starten af historien faktisk skal i biografen med. Men hans far, en streng og benhård kampkunstudøver - og guru, har tilsyneladende andre planer med sin søn, den aften.

Som læser får man pludselig travlt. Intet og ingen viser sig at være, som hverken læser eller Tsuyoshi først gik rundt og troede.Hans far viser sig at bestride en ledende position i EAGLE, og han ønsker, at sønnen skal blive en del af en elitekampgruppe indenfor organisationen. Faderens hårdtslående disciple er også involverede, og selv Yoko smider også masken.

Skæbnens jernhånd spiller i den grad terninger med Tsuyoshis eksistens. For en tegneserielæser vækker hele historien faktisk minder om en anden ung mand i et helt andet tegneserieunivers, hvis hele livsbane også tager et voldsomt og uventet sving ind i en uvis fremtid.

Super Sentai:Himitsu Sentai Gorenger gør absolut Mangaplaneten til et endnu bedre sted at leve livet med tegneserier, og jeg vil varmt anbefale nærværende værk.