lørdag den 16. marts 2013

Storm over Mangaplaneten!

Den stjernekikkert, som jeres mangablogger bruger i studiet af det japanske tegneserieunivers, er uden tvivl vendt bagud i tid og rum. Men af og til så rettes blikket også fremad, for i forventningens glæde (og med Poul Henningsens ord i tankerne) at møde, hvad der venter os.

Storm P. Museet, som ligger i København  på Sjælland,åbner i maj måned op for udstillingen Osamu Tezuka – Mangaen mester, der ifølge museets pressemeddelelse " visualiserer Tezukas magiske univers”.
Museets gæster vil ” kunne opleve filmforevisninger, workshops, foredrag og events, der forbinder og sammenknytter Tezukas værker med japansk og europæisk kulturhistorie og tegneserietradition.”

Endvidere vil man kunne opleve originale tegninger udvalgt fra den enorme produktion, som Tezuka efterlod. Dette lyder simpelthen for godt til at være sandt og yours truely, han vil se det, før han tror det.
En sådan udstilling kan man således kun glæde sig til. Samtidigt håber vi her på planeten, at det lys som skinner på den berømte japaner også vil lede den søgende på sporet af de japanske tegneserietegnere, der gav faklen videre til Tezuka.

 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar