Forbrydelse og straf

I året, der snart forlader os, har verden hyldet den russiske sværvægter Fjodor Dostojevskij og hans litterære skaberværk. Det er i år nemlig 200 år siden, at han blev født. På Mangaplaneten vil vi også markere det store jubilæum ved at læse en anden historiefortæller af samme format, dog med hjemme i et helt andet univers. Det drejer sig naturligvis om Crime & Punishment af Osamu Tezuka, der lod sig inspirere af F.D.s berømte værk. En tegneseriefortolkning af en roman kan og skal naturligvis ikke sidestilles, og da nærværende blog fokuserer på tegneserier, så er det selvfølgelig læsningen Tezukas værk, som jeg deler min oplevelse af.

At Tezuka gik til Dostojevskij og Crime & Punishment er for nærværende blogger ikke noget usædvanligt valg.  Tezuka havde nemlig selv en eksistentiel tilgang til sine fortællinger, og han var hele vejen igennem optaget af, hvad det vil sige at være og blive et menneske.

Crime & Punishment er historien om Raskolnikov, den fattige student, der slår en pantelånerske ihjel og stjæler hendes penge og værdiggenstande. Det tankegods, som Raskolnikov stiver sine handlinger af med, er hans egen teori om Det ekstraordinære menneske. Her er der ikke tale om Nietzsches overmenneske, det store menneske, men om såkaldte ekstraordinære individer,førerskikkelser, med retten til at styre ved undertrykkelse. Det ekstraordinære menneske besidder ligeledes magten til lade målet hellige midlet. I dette tilsammen ligger kimen til fascisme og totalitære regimer, og et skridt på den fucking vej til helvedet er umenneskeliggørelsen og etablering af fjendebilleder. Raskolnikov drives nok af nød og desperation, men retfærdiggør drabet med at offeret alligevel er en led pengegrisk møgkælling, som verden ikke vil savne. Hun eksisterer ikke som et menneske, der har har grunde eller årsager til, at hun er blevet, som hun er.

Raskolnikov indser, at han og hans verden ikke er den samme efter drabet, og netop her svigter Tezuka ikke personerne i sin fortælling ved at lade dem gå til grunde på deres handlinger. Drabsmanden går nemlig til bekendelse og indser det forkerte i sin handling, og nok er alle broerne brændt, men den stenede vejen hjem, til sig selv, som et oprigtigt menneske, der tager ansvaret - og konsekvensen for og af sine handlinger, den ligger altid åben.

Og nu, kære læser,  må jeg tilstå, at jeg ikke simpelhen kan give værket den fulde retfærdig her, så derfor runder jeg af med følgende: Tezukas Crime & Punishment er fremragende læsning, rig på bipersoner og små historier, der undervejs væves sammen til en samlet fortælling med utrolig mange lag. Et finmasket net, som læseren bliver hængende i længe efter, at man vendt den sidste side af en udgivelse, der iøvrigt er utrolig flot. Tak for det, at gøre Osamu Tezuka tilgængelig for en større og måske også yngre målgruppe.

Og hermed tak for endnu et år på Mangaplaneten.

D

 

Tono Monogatari

På Mangaplanetens bibliotek markerede vi Alle Helgenes Aften ved at læse japanske spøgelseshistorier.

Der var engang for længe  siden i Japan to mænd, Kunio Yanagita og  historiefortælleren Kizen Sasaki, som fandt sammen om at indsamle og bevare Japans rige tradition for myter og folkesagn. Vi snakker om hårrejsende fortællinger fra en verden fuld af både hjælpende ånder og tvetydige spøgelser. Om dæmoniske dyr i uhyggelige skove og ondt skulende bjerge, hvor den ensomme vandrer blev konfronteret med det overnaturlige i alle dets konkrete former. For alt dette var vel ikke et spørgsmål om tro, men den skinbarlige virkelighed, eller hvad?

Kunio Yanagita rejste sammen med Sasaki til sidstnævntes hjemegn Tono, og her gik turen til det hinsides, ad mørke stier, i jagten på et stykke af den japanske litteraturs dystre folkekultur. Resultatet førte til Tono Monogatari. Fortællinger fra Tono.

Mange år senere, i en anden tid og et andet sted, tog den store japanske tegneserietegner Shigeru Mizuki fortællingerne fra Tono Monogatari til sig og fortolkede historierne gennem sin både realistiske og karikerede tegnestil, som forresten nok kan dele vandene, til tider. 

I 2021 udkom så denne flotte udgivelse oversat af Zack Davission, der også leverer en god introduktion til Tono Monogatari. Han sætter værket ind i en større kulturhistorisk ramme og guider læseren hele vejen igennem værket, hvilket gør de 254 sider til en absolut solid udgivelse. Læseren tilbydes med andre ord mere end en skøn læseoplevelse med Shigeru Mizuki.

Mangaflippere vil nok uden tvivl tage Tono Monogatari til sig, men måske Japanhipstere, med hang til litteraturhistorie, horrorfreaks og gymnasielærere, der skal arbejde med Japan som tema, vil kunne få glæde af værket. Og den anden vej rundt, så kunne der jo godt være nogle elever i de ældste klasser eller gymnasiet, der læser med her. Prøv og stik jeres lærer Tono Monogatari, hvis I mangler noget til jeres projekt om Japan.

Skæbnens jernnæve.

 Shotaro Ishinomori! Sig navnet og mærk, hvordan Mangaplaneten tager en ekstra drejning om sig selv.  Han er nok især kendt for Kamen Raider, 009 Cyborg og så selvfølgelig Himitsu Sentai Gorenger hvis futuristiske vinger foldede sig ud som både manga, anime og TV-serier og hvad ikke? Ishinomori blev desuden også betitlet The King of Manga - ikke The God of Manga, for det var jo en anden japaner, der fik det prædikat. 

Ishinomori arbejdede faktisk for Tezuka Osamu i begyndelsen af sin karriere, og så får man lyst til at synes, at inspirationen fra Tezuka kommer til udtryk i Ishinomoris stil og kunstneriske udtryk. Der er sikkert andre, der ved mere om Tezuka, end jeg gør, men mon ikke også Ishinomori satte sit helt konkrete præg på Tezukas store produktion. 

Men nu: “ The King - (og så i kor): TO THE KING!”

Himitsu Sentai Gorenger udkom her i 2021, og nyheden om denne flotte udgivelse blev modtaget med stor glæde. Selve udgivelsen landede på mit skrivebord med en sådan fart og styrke, at årene i træbordet  blev til fartstriber.Se bare lige her:

Værket indeholder vel sådan set to versioner af  den samme fortælling, hvilket fungerer rigtig fint.To historier men også to fortællinger. Den ene: en beretning om det hemmelige terrornetværk, Black Cross, der opererer på globalt plan. Resursestærke og ekstremt voldsparate, som organisationens medlemmer er, møder den kun kvalificeret modstand i Earth Guard League (EAGLE), der kort fortalt er en særlig kampenhed, specialtrænet til at imødekomme presset fra Black Cross.

Den anden: den lille personlige fortælling  om Tsuyoshi, en ung, sympatisk fyr. Han er glad for Yoko, en sød jævnaldrende pige, som han i starten af historien faktisk skal i biografen med. Men hans far, en streng og benhård kampkunstudøver - og guru, har tilsyneladende andre planer med sin søn, den aften.

Som læser får man pludselig travlt. Intet og ingen viser sig at være, som hverken læser eller Tsuyoshi først gik rundt og troede.Hans far viser sig at bestride en ledende position i EAGLE, og han ønsker, at sønnen skal blive en del af en elitekampgruppe indenfor organisationen. Faderens hårdtslående disciple er også involverede, og selv Yoko smider også masken.

Skæbnens jernhånd spiller i den grad terninger med Tsuyoshis eksistens. For en tegneserielæser vækker hele historien faktisk minder om en anden ung mand i et helt andet tegneserieunivers, hvis hele livsbane også tager et voldsomt og uventet sving ind i en uvis fremtid.

Super Sentai:Himitsu Sentai Gorenger gør absolut Mangaplaneten til et endnu bedre sted at leve livet med tegneserier, og jeg vil varmt anbefale nærværende værk.

Sommer på Mangabiblioteket

Kære læser!

Her på planeten er der endelig blevet sommer og ferietid, dog står det i skrivende stund totalt hårdt ned i stænger. Men det er okay, så længe man har japanske tegneserier nok til at holde vejrgudernes rasen på afstand. Det har Mangaplanetens bibliotek. 

En anden god ting, der også er værd at vente på, det er Katsuhiru Otomos AKIRA, et af den japanske tegneseriehistories absolutte hovedværker. Jeg glæder mig meget til at gå igang med det samlede værk, som jeg med god hjælp, direkte fra Japan, efterhånden har fået samlet. Næsten da. Jeg mangler nemlig det sjette og sidste album, som selvfølgelig nok skal komme i hus.Men hvad gør en mangaflipper så i ventetiden? Han får chancen for at købe Domu, et andet værk af Otomo fra tiden før AKIRA.

Det var en regnfuld dag, nu vi er ved det med vejret, tilbage i maj måned hvor skyerne med et skiltes og Den Almægtiges milde hænder rakte ned til mig nedenstående smukke udgivelse. Jeg ved ikke, om jeg føler mig heldig, taknemmelig eller måske ligefrem udvalgt. Glæden på Mangaplanetens bibliotek er uanset stor over, at omtalte værk nu er blevet en del af samlingen.

Siden 2015 har jeres mangablogger brugt enhver given lejlighed til at brokke sig højlydt over den japanske horrortegner, Junji Ito. De tårnhøje forventninger jeg havde til Ito kollapsede  med et brag og enhver læselyst ligger begravet under en stor bunke af skuffelse. Mit første møde med den frygtindgydende japaner var Uzumaki og Gyo, to store og tunge værker, som jeg slæbte med hjem fra en udenlandsrejse, men til absolut ingen verdens nytte. Jeg deler kort sagt ikke de manges begejstring for Ito, og problemet for jeres mangablogger er Itos historieskrivningen. I den håndskrevne kladde til nærværende post skrev jeg følgende:

”… især Uzumaki er katastrofalt ringe og intetsigende eller rettere: det lover rigtig godt i det første kapitel, men ender efter flere 100 sider med en omgang udefinerbart whatever.”

Men det er misvisende. Begge værker, Uzumaki og især Gyo, begynder, som nævnt rigtig godt, men denne læser mister ganske simpelt orienteringen og står tilbage med en omgang usammenhængende rodsammen, uhyggelig godt tegnet og tømt for enhver handling og spænding.

Så gik der et par år, og jeg var on the road igen, hvilket naturligvis inkluderede en tur i en tegneseriebutik. Her faldt jeg over Shiver, som er Junji Ito i kortform, og her er der et lille lys i mørket, må jeg indrømme. Visse steder kryber uhyggen ind under huden: de absurde historier og den der itoske stemning, der flyder som gift ud af hans sort/hvide pen maler læseren op i et forbandet klaustrofobisk hjørne, hvor intet er godt for noget. Slet ikke.

Jeg har flere gange tænkt over, hvordan et samarbejde mellem Ito og så en passende tegneserieforfatter ville tage sig ud, og måske er det en slags bøn, der på en måde er blevet hørt. I et fjernt hjørne på internettet stødte jeg nemlig ind i en anmeldelse af No Longer Human, som oprindeligt er en roman skrevet af en af de tunge drenge i  den klassiske japanske litteraturhistorie.Det drejer sig om ingen anden end Osamu Daizai. Hvad Ito kan få ud af Daizais univers, det vil jeg helt sikkert berette om, når tiden er kommet.Porten til den skrækkelige horrortegner rige står således  åben et stykke tid endnu.

Skulle jeg anbefale en japansk horror - tegner, som brænder igennem med fortolkninger af klassiske værker, så er det Gou Tanabe. Han gør det utrolig godt med H.P. Lovecrafts udødelige fortællinger. Jeg har tidligere delt min begejstring for Tanabes utrolig flotte arbejde med At The Mountains of Madness, og jeg gør det gerne igen med The Hound and Other Stories. De øvrige historier er The Temple og The Nameless City. Det er altsammen godt. Især The Temple truer under hver eneste anspændte gennemlæsning med både psykisk kvælningsdød og livsudslettende galskab.

Og så, lige til allersidst, er der der jo, som så ofte før, Doraemon. Jeg har i perioder indtaget daglige doser af Fujiko F. Fujio skønt fjollede tegneserieunivers.Omdrejningspunktet for hver eneste lille fortælling  er jo drengen Nobita og Doraemon, hvis job er at hjælpe Nobita ud af problemer, der ofte er selvskabte. Et fast indslag er de mildest talt skørt geniale hjælpemidler, som Doraemon hiver frem og tilbyder drengen. Jeg har i de seneste år sat større fokus på at læse af en tegneserieskaber og i mindre grad om personen bagved, men jeg kunne nu godt tænke mig at vide noget om, hvor Fujio fik sin inspiration og skøre ideer fra, når det kommer de gakkede gadgets, som den blå kat, det ene afsnit efter det andet, trækker op af lommen. 

Alt for nu. God sommer og god mangalæsning!

Skrækkelige historier for børn og deres voksne

Kære læser

En af Mangaplanetens store helte er Fujiko F. Fujio, der står for gammelskolet mangacool, som har vist sig at være særdeles langtidsholdbar. Fujio er nok bedst kendt for Doraemon, og læserne har i bloggens levetid haft god mulighed for at møde den blå robotkat. Doraemon kommer fra fremtiden, og hans opgave  er at hjælpe og støtte drengen Nobita. Doramons speciale er en 4- dimensionel lomme, der gemmer på alle mulige og umulige gadgets, som han tilbyder Nobita, når lokummet brænder.Det brænder temmelig ofte for den lille fyr.

Det var jo egentligt til halloween sidste år, at jeg planlagde nærværende post. På den tid af året skal man jo skrive om noget uhyggeligt, men tiden gik bare. I skal nu alligevel få det, som I vil have det, og det bliver med en samling skrækkelige historier med Doraemon. De er ikke for børn eller måske rettere, de er faktisk for børn sammen med deres voksne.Fujios kowai hanashi rummer nemlig en udefinerbar dybde, der gør indtryk på den voksne læser.

Her får vi f.eks historien om “Noroi no Camera”, som vel godt kan oversættes til forbandelsens kamera. I et rasende øjeblik hiver Doraemon kameraet op af lommen for at ville hævne en uret begået mod Nobita. Tager man et billede med kameraet af et menneske, producerer det nemlig en lille dukke, der på en prik ligner den, man har fotograferet. Og hvad så? Jo, dukken har samme funktion som en voodoodukke,  og så kan takforsidstheden ellers begynde.

Men hvem vil man da tage billeder af? Kender vi ikke alle sammen nogen, en af plageånderne, hvis væremåde bare var en torn i øjet? Har vi ikke allesammen oplevet, at vi blev dårligt eller uretfærdigt behandlet?Jo vi har så. Men hvor går grænsen for at give tilbage i samme mønt, selvom man har retten på sin side? Og hvis man ikke kan vende den anden kind til, løber man så ikke den risiko, at offeret bliver gerningsmanden og måske endda en skrækkeligere udgave af denne?

Eller hvad med historien om “Akuma no passport”, og jeg giver den altså gas og oversætter til det sataniske pas.Passet giver ejeren uindskrænket magt til at gøre hvadsomhelst, uanset hvor ondskabsfuldt, det end måtte være. Her bliver forskellen på at krydse en grænse og overskride en grænse ganske tydelig. Nobita får ved en fejl fingre i passet, som Doraemon egentligt  havde planer om at destruere, men for sent. Med passet i hånden manipulerer den lille dreng sin mor til at give sig penge.Han snyder den flinke mand i tegneseriebutikken, begår hærværk og terroriserer sin omverden. 

I romanen Slaven skriver Hans Kirk faktisk om magtens fordærv og netop her hos Fujio, udstilles både magtens erosion og skrøbeligheden i menneskets evne  til at handle godt og dømme moralsk. Brænder Nobita så alle broer bag sig? Nej, han snubler i sine skrupler og samvittighedskvalernes sorte, klæbrige substans vil ikke slippe selvreflektionen, efterfølgende. Så han må vende om og gå den slagne vej tilbage. Tilbage til den  han i virkeligheden er og blive sig selv igen.

Mangaplaneten bliver aldrig færdig med Doraemon, men Fujiko F. Fujio er jo også andet og mere end den blå øreløse robot, og det skal vi se nærmere på i løbet af året.

 

Vær velkommen i 2021 - og på Mangaplaneten

                                 

                                                          Hallelujah!

                                    (Volume 6 lader vente på sig)

💥