lørdag den 10. juli 2021

Sommer på Mangabiblioteket


Kære læser!

Her på planeten er der endelig blevet sommer og ferietid, dog står det i skrivende stund totalt hårdt ned i stænger. Men det er okay, så længe man har japanske tegneserier nok til at holde vejrgudernes rasen på afstand. Det har Mangaplanetens bibliotek. 

En anden god ting, der også er værd at vente på, det er Katsuhiru Otomos AKIRA, et af den japanske tegneseriehistories absolutte hovedværker. Jeg glæder mig meget til at gå igang med det samlede værk, som jeg med god hjælp, direkte fra Japan, efterhånden har fået samlet. Næsten da. Jeg mangler nemlig det sjette og sidste album, som selvfølgelig nok skal komme i hus.Men hvad gør en mangaflipper så i ventetiden? Han får chancen for at købe Domu, et andet værk af Otomo fra tiden før AKIRA.

Det var en regnfuld dag, nu vi er ved det med vejret, tilbage i maj måned hvor skyerne med et skiltes og Den Almægtiges milde hænder rakte ned til mig nedenstående smukke udgivelse. Jeg ved ikke, om jeg føler mig heldig, taknemmelig eller måske ligefrem udvalgt. Glæden på Mangaplanetens bibliotek er uanset stor over, at omtalte værk nu er blevet en del af samlingen.


Siden 2015 har jeres mangablogger brugt enhver given lejlighed til at brokke sig højlydt over den japanske horrortegner, Junji Ito. De tårnhøje forventninger jeg havde til Ito kollapsede  med et brag og enhver læselyst ligger begravet under en stor bunke af skuffelse. Mit første møde med den frygtindgydende japaner var Uzumaki og Gyo, to store og tunge værker, som jeg slæbte med hjem fra en udenlandsrejse, men til absolut ingen verdens nytte. Jeg deler kort sagt ikke de manges begejstring for Ito, og problemet for jeres mangablogger er Itos historieskrivningen. I den håndskrevne kladde til nærværende post skrev jeg følgende:

”… især Uzumaki er katastrofalt ringe og intetsigende eller rettere: det lover rigtig godt i det første kapitel, men ender efter flere 100 sider med en omgang udefinerbart whatever.

Men det er misvisende. Begge værker, Uzumaki og især Gyo, begynder, som nævnt rigtig godt, men denne læser mister ganske simpelt orienteringen og står tilbage med en omgang usammenhængende rodsammen, uhyggelig godt tegnet og tømt for enhver handling og spænding.

Så gik der et par år, og jeg var on the road igen, hvilket naturligvis inkluderede en tur i en tegneseriebutik. Her faldt jeg over Shiver, som er Junji Ito i kortform, og her er der et lille lys i mørket, må jeg indrømme. Visse steder kryber uhyggen ind under huden: de absurde historier og den der itoske stemning, der flyder som gift ud af hans sort/hvide pen maler læseren op i et forbandet klaustrofobisk hjørne, hvor intet er godt for noget. Slet ikke.

Jeg har flere gange tænkt over, hvordan et samarbejde mellem Ito og så en passende tegneserieforfatter ville tage sig ud, og måske er det en slags bøn, der på en måde er blevet hørt. I et fjernt hjørne på internettet stødte jeg nemlig ind i en anmeldelse af No Longer Human, som oprindeligt er en roman skrevet af en af de tunge drenge i  den klassiske japanske litteraturhistorie.Det drejer sig om ingen anden end Osamu Daizai. Hvad Ito kan få ud af Daizais univers, det vil jeg helt sikkert berette om, når tiden er kommet.Porten til den skrækkelige horrortegner rige står således  åben et stykke tid endnu.


Skulle jeg anbefale en japansk horror - tegner, som brænder igennem med fortolkninger af klassiske værker, så er det Gou Tanabe. Han gør det utrolig godt med H.P. Lovecrafts udødelige fortællinger. Jeg har tidligere delt min begejstring for Tanabes utrolig flotte arbejde med At The Mountains of Madness, og jeg gør det gerne igen med The Hound and Other Stories. De øvrige historier er The Temple og The Nameless City. Det er altsammen godt. Især The Temple truer under hver eneste anspændte gennemlæsning med både psykisk kvælningsdød og livsudslettende galskab.


Og så, lige til allersidst, er der der jo, som så ofte før, Doraemon. Jeg har i perioder indtaget daglige doser af Fujiko F. Fujio skønt fjollede tegneserieunivers.Omdrejningspunktet for hver eneste lille fortælling  er jo drengen Nobita og Doraemon, hvis job er at hjælpe Nobita ud af problemer, der ofte er selvskabte. Et fast indslag er de mildest talt skørt geniale hjælpemidler, som Doraemon hiver frem og tilbyder drengen. Jeg har i de seneste år sat større fokus på at læse af en tegneserieskaber og i mindre grad om personen bagvedmen jeg kunne nu godt tænke mig at vide noget om, hvor Fujio fik sin inspiration og skøre ideer fra, når det kommer de gakkede gadgets, som den blå kat, det ene afsnit efter det andet, trækker op af lommen. 

Alt for nu. God sommer og god mangalæsning!














Ingen kommentarer:

Send en kommentar