De vejrbidte opdagelsesrejsende på tegneseriehistoriens uendelige hav måtte sent fredag aften sande, at de populærkulturelle søkort måske skal revideres.
For nu at
udtrykke mig lidt mere forbandet straight,
så er der, ifølge den japanske avis Asahi
Shinbun, blevet fundet upubliceret materiale fra Osamu Tezukas magiske
univers. Konkret drejer det sig om 9 sider fra 4 af mesterens værker, her i
blandt Metropolis og Yῡbijin fra 1949, hvor
førstnævnte er et af Tezukas tidlige mesterværker. Han valgte tilsyneladende at
kassere de omtalte sider og udskifte dem med et bedre materiale.
Det
er en anden mastodont i den japanske tegneserieverden, Reiji Matsumoto, som har været budbringer for mangaguden. Matsumoto er nok især kendt for sit
arbejde indenfor SciFi genren og berømt for sit engagement i serien Uchū Senkan Yamato .Han er Tezuka
samler, og angiveligt skulle de nye sider af Osamu Tezuka være kommet for en
dag, da den nu aldrende mangategner ordnede sin samling.
Matsumoto fortæller, at han
oprindeligt købte de upublicerede sider i en antikvarisk boghandler og forstår
i øvrigt ikke, hvorfor den unge Tezuka lod være med at bruge materialet, da
siderne, i Matsumotos optik, er fantastiske.
En historie som ovenstående er altid spændende og kan bidrage til at give et indblik i arbejdsprocessen og i overvejelserne, der fører til det færdige produkt hos den pågældende tegner.