手Tezuka professionelle karriere kickstartede i 1946, da en nabo anbefalede ham til en lokal avis- en slags magasin for børn, der havde plads til et par tegneseriespalter, som en rigtig avis jo skal have. Vi må huske på, at der i den krigstrætte nation var mangel på alt, også på det for tegneserieproduktionens så nødvendige papir. Selvom tiderne var barske, så spirede der i ruinerne af krigen alligevel et nyt miljø for tegneserier. Særligt i Osaka området, Osamus hjemmebane, oplevede man en produktion af de såkaldte ”akahon” På dansk ville man sige ”røde bøger”, hvilket refererer til omslagenes røde kulør. Der var tale om billigt producerede hæfter, trykt på senkashi, som var billigt papir, og derfor ikke underlagt de allieredes styrkers rationeringer.
塚Avisspalterne blev Osamus adgangsbillet
til det miljø, hvor de professionelle tegnere færdedes. Samtidigt var de første jobs et
udstillingsvindue, som ganske fortjent førte til nye opgaver for andre blade og
magasiner. Et af disse var Hello manga, der blev redigeret af Sakai Shichima og med hvem Osamu skulle indgå et givtigt
samarbejde med. Sakai var en voksen mand med flere års erfaring indenfor produktion
af tegneserie og animation. Han så et potentiale i den unge tegner, hvilket
førte til mangaprojektet Shintakarajima
– Den ny skatteø. Sakai leverede omridset til historien og de grundlæggende
skitser, og så tegnede han jo faktisk også det superflotte omslag. Osamu stod naturligvis for
den grafiske del, og han svingede energisk sin aktionpakkede pen over de nu 190 legendariske sider.
治Shintakarajima blev en bragende succes og fik enorm betydning for Tezuka, og det især på grund af de filmiske karaktertræk i værket. Han arbejdede helt bevidst med teknikker og metoder hentet fra filmens verden, der tilsammen skulle tilvejebringe en anderledes levende læseoplevelse. I den senere mangalitteratur fremhæves især de første par sider, hvor hovedpersonen ræser af sted i en sportsvogn, som et stilmæssigt banebrydende element i moderne manga. Men hvis man for en stund holder op med at læse om Shintakarajima og i stedet giver sig i kast med selve værket, hvad er det så som møder øjet?
虫 I 2009 kom der en superflot og stemningsfuld genudgivelse af den oprindelige version fra 1947. Det er en værre røverhistorie om den raske dreng Pete, som er i besiddelse af et gammelt skattekort, der har været i sin fars varetægt.Allieret med sin fars gamle ven "Kaptajnen"stævner han ud på et begivenhedsrigt, men farefuldt eventyr på jagt efter skatten. Undervejs overfaldes og jages de af pirater, de lider skibbrud, og ryger næsten i den sorte gryde hos lokale kannibaler på Skatteøen. Heldigvis kommer ”Baronen”, en Tarzan – lignende figur dem til undsætning, og på en elefant bliver stormen redet af.
Det en veloplagt fortælling, hvor skibet er ladet med masser af spænding, skøre optrin, og slapsticket komik.Endvidere er det er tydeligt, at Tezuka trækker på rigtig mange litterære og populærkulturelle referencer, hvilket tilføjer historien en ekstra dimension. Tezukas stil er uden tvivl dynamisk og de højt besungne filmiske kvaliteter kan man sagtens få øje på. Han arbejder med skiftende vinkler, panoreringer og zoom samt fartstriber og masser af lydord. Værket varsler absolut, at der blæser nye vinde.Samtidigt må stregen i Shintakarajima også siges at være ung - i betydningen prøvende og ufærdig. Værket kridter derfor banen om og fungerer som en vejviser til de historier, der strømmede fra tegnerens stilsikre hånd allerede få år senere.
治Shintakarajima blev en bragende succes og fik enorm betydning for Tezuka, og det især på grund af de filmiske karaktertræk i værket. Han arbejdede helt bevidst med teknikker og metoder hentet fra filmens verden, der tilsammen skulle tilvejebringe en anderledes levende læseoplevelse. I den senere mangalitteratur fremhæves især de første par sider, hvor hovedpersonen ræser af sted i en sportsvogn, som et stilmæssigt banebrydende element i moderne manga. Men hvis man for en stund holder op med at læse om Shintakarajima og i stedet giver sig i kast med selve værket, hvad er det så som møder øjet?
虫 I 2009 kom der en superflot og stemningsfuld genudgivelse af den oprindelige version fra 1947. Det er en værre røverhistorie om den raske dreng Pete, som er i besiddelse af et gammelt skattekort, der har været i sin fars varetægt.Allieret med sin fars gamle ven "Kaptajnen"stævner han ud på et begivenhedsrigt, men farefuldt eventyr på jagt efter skatten. Undervejs overfaldes og jages de af pirater, de lider skibbrud, og ryger næsten i den sorte gryde hos lokale kannibaler på Skatteøen. Heldigvis kommer ”Baronen”, en Tarzan – lignende figur dem til undsætning, og på en elefant bliver stormen redet af.
Det en veloplagt fortælling, hvor skibet er ladet med masser af spænding, skøre optrin, og slapsticket komik.Endvidere er det er tydeligt, at Tezuka trækker på rigtig mange litterære og populærkulturelle referencer, hvilket tilføjer historien en ekstra dimension. Tezukas stil er uden tvivl dynamisk og de højt besungne filmiske kvaliteter kan man sagtens få øje på. Han arbejder med skiftende vinkler, panoreringer og zoom samt fartstriber og masser af lydord. Værket varsler absolut, at der blæser nye vinde.Samtidigt må stregen i Shintakarajima også siges at være ung - i betydningen prøvende og ufærdig. Værket kridter derfor banen om og fungerer som en vejviser til de historier, der strømmede fra tegnerens stilsikre hånd allerede få år senere.
神Tezuka var i
bagspejlet ikke tilfreds med resultatet, hvilket førte til en revision
af både manuskriptet og den grafiske side af udgivelsen, som blev udsendt i
1984. En af grundene til revisionen finder man i samarbejdet mellem Sakai og
Tezuka, hvor førstnævnte i høj grad dominerede. Sakai bortredigerede 60 af de
oprindelige 250 sider, han skrev slutningen om og foretog ændringer i Tezukas
konkrete tegnearbejde. Jeres mangablogger synes, at eftertiden har tendens til
stille Sakai i et lidet flatterende lys, hvilket ikke er helt fortjent. Man bør også huske på, at han var en erfaren
tegneserieskaber, der faktisk tog initiativer og hjalp en ung og talentfuld,
men endnu ikke særlig kendt tegnserietegner på vej i den rigtige retning.
様I den senere mangalitteratur står Shintakarajima tilbage som det værk, hvormed Tezuka revolutionerede det japanske tegneseriemedie og kickstartede den moderne mangastil. Tezuka var først og fremmest talentfuld og nyskabende, hvilket Shintakarajima er et smukt bevis på. At værket samtidigt blokerer lidt for udsigten til det tegneseriemiljø og den produktion, der allerede eksisterede i Japan, skal naturligvis ikke ligge Tezuka til last, og heller ikke trække ned i læseoplevelsen af en alle tiders vintage manga!
様I den senere mangalitteratur står Shintakarajima tilbage som det værk, hvormed Tezuka revolutionerede det japanske tegneseriemedie og kickstartede den moderne mangastil. Tezuka var først og fremmest talentfuld og nyskabende, hvilket Shintakarajima er et smukt bevis på. At værket samtidigt blokerer lidt for udsigten til det tegneseriemiljø og den produktion, der allerede eksisterede i Japan, skal naturligvis ikke ligge Tezuka til last, og heller ikke trække ned i læseoplevelsen af en alle tiders vintage manga!
